Det symfoniske rockband gæster landet til sommer
Det engelske symfoniske rockband The Moody Blues har meldt deres ankomst til Amager Bio, hvor de giver koncert 28. juni.
The Moody Blues albumdebuterede i 1965 og var nogle af foregangsgrupperne for den klassisk inspirerede rock i England i sen-60'erne og er især kendt for signatursangen "Nights in White Satin" fra 1967-albummet "Days of Future Passed". Nummeret blev også et hit i år 2000 for Sort Sol.
The Moody Blues gjorde sig blandt andet bemærket med firstemmige vokalharmonier og udstrakt brug af keyboards, og gruppen var inspiration for blandt andre King Crimson og Pink Floyd. The Moody Blues var også nogle af de første, der dyrkede fænomenet konceptalbum – altså album med en sammenhængende historie – hvilket de blandt andet gjorde med "In Search of the Lost Chord" i 1968 og året efter på "On the Threshold of a Dream".
I dag er der tre medlemmer tilbage fra den originale besætning, nemlig trommeslager/sanger Graeme Green, bassist/vokalist John Lodge og Justin Hayward på guitar og sang. Mike Pinder (keyboard) forlod bandet tilbage i 1978, og fløjtenist Ray Thomas fulgte trop i 2002. Førstnævnte afløses af både Alan Hewitt og Julie Ragins, mens Thomas erstattes af Norda Mullen. Endelig supplerer Gordon Marshall Graeme Green bag trommerne.
Bandet har gennem årene udgivet 16 studiealbum, senest "December" fra 2003.
The Moody Blues har tidligere givet udsolgte koncerter i Amager Bio i 2006 og 2008. Billetsalget starter fredag den 15. februar, klokken 10.00 via Billetnet og på landets posthuse.