Nyhed

Vor Frelser Kirke skal spille Radiohead

I morgen spiller kirkens klokkenist et velkendt nummer på klokkespillet på kirken på Christianshavn

I morgen onsdag den 6. februar klokken 11.30 vil der lyde lidt anderledes toner fra tårnet på Vor Frelser Kirke på Christianshavn. DR's radiokanal P6 Beat har en mission om at ville gøre det offentlige lydbillede lidt mere interessant. Klokkenist Lars Sømod har sagt ja til en opfordring fra kanalen om at spille et nummer af Radiohead på det næsten 100 år gamle klokkespil.

I fredags havde radioværterne Carsten Holm og Augusta Glahn-Abrahamsen fra P6 Beat Formiddag inviteret klokkenist fra Vor Frelsers Kirke Lars Sømod i studiet. Her bad Carsten og Augusta ham om hjælp til at sprede musikken fra kanalens profil ud over byens tage. Lars Sømod tog udfordringen op, så i morgen klokken 11.30 skal han spille "No Surprises" med Radiohead live på klokkespillet – forhåbentlig til glæde for både radiolytterne på P6 Beat og de forbipasserende på Christianshavn.

Når P6 Beat netop tager fat i Lars Sømod og Vor Frelser Kirke er det, fordi klokkenisten i forvejen er kendt for at spille lidt alternative melodier på klokkespillet.


"Vor Frelsers klokkespil er Nordens ældste, moderne klokkespil, og samtidig hører det til en kirke, der ligger i en meget anderledes bydel. Christianshavn er en skæv bydel, der er meget sammensat af meget forskellige mennesker, og det har været en tradition, at vi spiller meget forskellig musik på klokkespillet", fortæller klokkenist Lars Sømod.

Carsten Holm glæder sig til at høre resultatet. Han udtaler:
"P6 Beat vil gerne føre den gode tradition med alternative klokketoner lidt videre, fordi vi synes, der mangler den slags musik i det offentlige rum. Vi synes, det er virkelig fedt, at Lars Sømod vil være med, og hvis nogen derude har forslag til andre steder, hvor den alternative musik skal have lidt plads, så hører vi gerne om det".

Alle er velkomne til at få en lille fortorvskoncert onsdag klokken 11.30 foran Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, hvis man da ikke lytter med foran DAB-radioen på P6 Beat.


"No Surprises" stammer fra Radioheads meget roste 1997-album "OK Computer" og rummer også i originalversionen et klokketema – dog spillet på klokkespil og ikke kirkeklokker – og er derfor formodentlig oplagt at spille på kirkeklokker. Se musikvideoen til sangen her.
 

ANNONCE