Nyhed

Årets Melodi Grand Prix-vinder er kåret

Årets vinder er netop blevet fundet i Jyske Bank Boxen

Det blev 19-årige Emmelie de Forest og sangen "Only Teardrops", der vandt årets Melodi Grand Prix, som lørdag aften blev afholdt i Jyske Bank Boxen i Herning. Nummer to blev Mohamed Ali og "Unbreakable" og nummer tre Simone Egeriis med "Stay Awake".

Emmelie de Forest skal nu repræsentere Danmark i det internationale Melodi Grand Prix, som finder sted i Malmö i Sverige 18. maj med semifinaler 14. og 16. maj.

Emmelie de Forest vandt på baggrund af en ligelig fordeling af stemmer fra seerne og fra den særlige specialjury, der talte Cutfather, Kato, Maria Lucia, Jørgen de Mylius og Lis Sørensen. Ved juryens stemmer alene var der i øvrigt stemmelighed mellem Emmelie de Forest og Mohamed Ali.


Emmelie de Forests vindersang er skrevet af Lise Cabble (tidligere sanger og sangskriver i Miss B. Haven og mangeårig grand prix-sangskriver med sejre i 1995 (Aud Wilkens "Fra Mols Til Skagen" og 2011 (A Friend In Londons "New Tomorrow")), Julia Fabrin Jakobsen (medlem af Shoes for Julia og tidligere medlem af Fireflies) og Thomas Stengaard (medlem af The Benefits).

Ved Melodi Grand Prix var der desuden musikalsk underholdning af sidste års vinder, Soluna Samay, der fremførte sine nye sang "Humble", samt tre tidligere vindere af det internationale melodi grand prix: Engelske Brotherhood of Man, der fremførte deres vindersang fra 1976, "Save Your Kisses for Me", svenske Herreys, der sang vindersangen "Diggi-Loo Diggi-Lay" fra 1984 og endelig irske Johnny Logan, der sang sin "Hold Me Now", vindermelodien fra 1987.

Aftenens værter var Sofie Lassen-Kahlke, Lise Rønne og Louise Wolff.


Se Emmelie de Forest og "Only Teardrops" nedenfor:

ANNONCE