Nyhed

GAFFA januar er på gaden

Mød vinderne af GAFFA-Prisen, se hvem der bliver store i 2013, læs interview med Ke$ha, se stort uddannelsestillæg og meget mere

Så er årets første GAFFA på gaden. 84 sider sprængfyldt med interviews, features, anmeldelser, nyheder og livekalender – og denne måned også et uddannelsestillæg.

Månedens hovedhistorie er en omfattende dækning af det meget omtalte GAFFA-Pris-show, som fandt sted på Bremen Teater 6. december. Du kan blandt læse fyldige interviews med en lang række af vinderne, blandt andet Lukas Graham, Nephew og Klumben & Raske Penge og se masser af fotos fra det uforglemmelige show.

De bliver store i 2013 er GAFFAs bud på 12 unge danske kunstnere, som kommer til at markere sig stærkt i det nye år. Se hvem vi taler om i det nye nummer.


Ke$ha fik sit store gennembrud i 2010, og nu er hun tilbage. Vi har mødt powerkvinden, som er klar til at foragre, udfordre og begejstre igen.

Traditionen tro er januar måned også lige med GAFFAs store uddannelsestillæg, hvor du denne gang blandt andet kan læse om Jacob Løbner, der kombinerer to umiddelbart ganske forskellige karrierer som sanger i metalgrupperne Malrun og Boil og erhvervsadvokat, Maya Albana, der arbejder som instruktør, tv-tilrettelægger og meget mere samt Laura Illeborg, der både er sangerinde, sangskriver og sygeplejerske.

Du kan også møde Alina Devecerski, Jake Bugg, Miguel, se hvordan det gik, da Den Gale Pen mødte GAFFA-Pris-vinderne Siamese Fighting Fish, læse om den "Jagten"-aktuelle skuespiller Anne Louise Hassings forhold til musik og meget mere.


Du kan desuden, hvis du er medlem af Klub GAFFA, fordybe dig i et stort portræt af Janis Joplin, der 19. januar kunne være fyldt 70, hvis hun ikke på tragisk vis var blevet medlem af "Club 27" tilbage i 1970. Du kan også nyde et interview med Swans, der for nylig gæstede Danmark og læse en artikel om genudgivelsen af artpopgruppen The Blue Niles klassiske to første album fra 1984 og 1989.

Derudover kan du som altid finde masser af nyheder, anmeldelser, vores koncertkalender og meget mere. Så find GAFFA på en café, et bibliotek, en plade-/musikforretning eller en uddannelses- eller kulturinstitution nær dig, eller læs bladet online. God fornøjelse med decemberudgaven af GAFFA!

Lyt til musikken fra magasinet på WiMP eller Spotify.


 

 

ANNONCE