I dag kunne Janis Joplin have fyldt 70

Nedenstående er en stærkt forkortet udgave af artiklen i GAFFA januars GAFFA Klub-tillæg. Læs mere om GAFFA Klub her.

I dag kunne den amerikanske sangerinde Janis Joplin have fyldt 70 år, hvis hun ikke var død 4. oktober 1970 af en overdosis heroin, 27 år gammel.

Janis Joplin er vel nok en af rockhistoriens mest mytologiserede figurer; med sin utilpassede opvækst i en texansk soveby, en professionel karriere på blot fem hektiske år og den ensomme død som 27-årig fremstår Joplin næsten som en slags rock'n'roll-arketype. Derfor er historien også omgærdet af for længst vedtagne sandheder og klichéer – ikke mindst om Janis som et offer, og det er da også karakteristisk, at allerede flere af nekrologerne omkring Joplins død i efteråret '70 fremstillede hende som en passivt offer:

"Kongen og dronningen af den strålende, ekspressive musik, som kom ud af sen-60'erne er døde; direkte eller indirekte ofre for den meget virkelige livsførelse, som var en del af den verden, der omgav dem", skrev New York Times med henvisning til kollegaen Jimi Hendrix' død tidligere på året. "Hendes stofmisbrug var ikke en personlig, men en kulturel idiosynkrasi", mente The New Yorker.

Janis Joplins død var tragisk. Men det vil være forkert udelukkende at fastfryse sangerinden i myten om en tragisk offerfigur. For Janis var også en enegænger, en eftertænksom outsider og en self-made feminist – og en uafrystelig stemme, som årtier efter sin død fortsætter med at tale til os gennem de tre centrale album Cheap Thrills (1968), I Got Them Ol' Kozmic Blues Again Mama (1969) og Pearl (1970), foruden de utallige posthume liveplader, kompilationer med videre.

De største plader:

Janis Joplin nåede kun at udgive fire studiealbum, hvortil kommer en lang række posthume antologier og liveoptagelser. GAFFA guider dig til de vigtigste:

1. Cheap Thrills. CBS 1968. Gennembrudspladen med personlige fortolkninger af Ball & Chain, Summertime og Piece Of My Heart er en hjørnesten i sentressernes amerikanske rockmusik.
2. Live at the Carousel Ballroom. Sony 2012. At Big Brother & The Holding Company var bedre live end i studiet dokumenteres eftertrykkeligt på denne veloplagte koncertoptagelse fra bandets kreative klimaks i '68.
3. I Got Dem Ol' Kozmic Blues, Mama. CBS 1969. Joplins bud på et fuldbårent soul/blues-album, komplet med Motown-blæsere og fremragende sange som One Good Man, Little Girl Blue og Joplins selvskrevne titelnummer.
4. Pearl. CBS 1971. Det posthume pragtværk var endnu ikke helt færdigt ved Janis død i oktober '70. Men færdigt nok til at blive en regulær rockklassiker, som da også ramte en førsteplads på Billboards albumhitliste efter udgivelsen i januar '71.