En af Maliscenens førende musikere gennem en menneskealder er gået bort. Torben Holleufer befinder sig i det afrikanske og rister en rune
For næsten ti år siden gav jeg samfulde seks stjerner til en plade fra Mali. Sandiya var navnet, og bagmanden var den aldrende Keletigui Diabaté, som de sidste mange år mest var kendt som sin generations bedste balafonspiller. Selv om han i virkeligheden var en multiinstrumentalist med et cv, der konstant befandt sig helt fremme blandt de bedste i landet, hvor der er så mange mestre.
Nu er gamle Keletigui afgået ved døden. Faktisk skete det i november, men nyheden kom først til mig nu, så tilgiv venligst. Meget passende er jeg til en sufifestival i Afrika, hvor vi ikke tager det højtideligt med tid, og den afrikanske legende var altså en af mine helte.
Jeg så ham første gang, da han var medlem af Toumani Diabatés berømte trio, som stillede op i Spejlteltet, som til lejligheden var stillet op i Fælledparken i 1996 til en af Images-festivalerne. Her tryllede den gamle mand med køllerne på træstykkerne over kalabasserne, så det var en fryd, mens Toumani og ngoni-troldmanden, Basekou Kouyate, fyrede deres kildevæld af toner af. Det var en af de koncerter, jeg aldrig glemmer.
Keletigui var allerede dengang en national institution i Mali. Oprindelig startede han tilbage i 1950'erne ud i orkestret Orchestre de la Garde Républicaine (Première Formation), men det var for alvor med de skelsættende indspilninger med L'Orchestre National "A" de la République de Mali, at han markerede sig. Keletigui var på den tid guitarist i et af tidens bands, som spillede på klubber og hoteller og mere end skævede til cubansk musik. Og siden kom han med i et af de to orkestre i hovedstaden, som reelt fungerede som udklækningsted for alle landets store stjerner, nemlig Les Ambassadeurs du Motel. Det andet orkester var Rail Band. Her spillede – ud over Keletigui – blandt mange andre, Salif Keita, Amadou Bagayoko (fra Amadou & Mariam), Kante Manfila og mange andre.
Der var altid bud efter Keletigui Diabaté. I orkestre som Toumani's Symmetric Orchestra og Habib Koités band var han den trofaste ankermand. Med betydelig jazzfornemmelse lært via vibrafonist Lionel Hamptom ville han krydre ethvert band, han optrådte i. Og da alle kom forbi i forbindelse med føromtalte seksstjernede soloplade, fik den evige akkompagnatør endelig en plads i solen.
Keletigui døde i Bamako som 81-årig. Blandt hans umiddelbare arvtagere findes Lassane Diabaté, blandt andet kendt fra Afro-Cubism og samarbejdet med Kasse Mady Diabaté. Men han har stadig langt, før han kan måle sig med Keletigui. Ham vil jeg savne.
Keletigui Diabaté – 1931-2012 – Æret være hans minde.
