Nyhed

Suede klar med albumtitel og udgivelsesdato

Brett Anderson & Co. er lige om hjørnet med første album i 11 år

Brett Anderson har i et nyt interview med Digital Spy fortalt nyt om gruppens kommende album, deres første siden "A New Morning" fra 2002. Albummet får titlen "Bloodsports" og udkommer 18. marts. Samme dag udsendes den officielle førstesingle, "It Starts And Ends With You", selvom et andet nyt nummer, "Barriers", allerede udkom som gratis download i sidste uge.

Brett Anderson fortæller: "Efter et år med blod og sved over albummet er det endelig færdigt" og siger videre: "Albummet hedder 'Bloodsports'. Det handler om begær, det handler om jagten, det handler om kærlighedens endeløse kødelige leg. Det var muligvis det sværeste album at indspille, men helt sikkert det mest tilfredsstillende. Albummets 10 rasende sange har mindet os selv om, hvad Suede altid har handlet om: Drama, melodi og støj."

Suede debuterede i 1992 med singlen "The Drowners" og albumdebuterede i 1993 med "Suede", der straks blev et stort hit. De har siden udgivet yderligere fire album, senest "A New Morning" fra 2002, inden medlemmerne gik hver til sit. Siden da har Brett Anderson og den tidligere guitarist Bernard Butler udgivet et fælles album under gruppenavnet The Tears i 2005, ligesom han har udsendt fire soloplader i perioden 2007-2011.


Albummet indeholder følgende sange:

1. Barriers
2. Snowblind
3. It Starts and Ends with You
4. Sabotage
5. For the Strangers
6. Hit Me
7. Sometimes I Feel I'll Float Away
8. What Are You Not Telling Me?
9. Always
10. Faultlines

Se en video til "Barriers" her.


ANNONCE