Nyhed

Avicii sætter dansk streamingrekord

Den svenske dj har opnået platincertificering med seneste single “Wake Me Up!”

Avicii udsendte den 17. juni sin nyeste single "Wake Me Up!", der efterfølgende er strøget til tops på stort set alle relevante hitlister i Danmark, deriblandt downloadcharten, streamingcharten, dancecharten samt på iTunes, TDC, WiMP og Spotify. Derudover har Avicii nu også sat dansk rekord som den hurtigste platincertificering på streaming i Danmark nogensinde med hele 1,8 millioner streams på lidt over tre uger. Hittet opnår rundt regnet næsten én guldplade (900.000 streams) på streaming hver uge lige nu, og det er desuden blevet certificeret platin på download.

Successen med singlen er seneste skridt i Aviciis karriere, der er klatret op ad rangstigen på den internationale popscene, og som for nylig gav ham den første officielle førsteplads på den engelske singlehitliste med "I Could Be The One" feat. Nicki Romero. Avicii udsender i øvrigt sit debutalbum "#True" til september. 

Aviciis tourkalender for resten af 2013 bringer ham også forbi Danmark, når han spiller på Bøgescenerne torsdag den 8. august på dette års Smukfest.  

ANNONCE