Tilmelding til musikkonkurrencen er åben nu
Den 19. oktober 2013 afholdes de åbne Randersmesterskaber i Rock på Café von Hatten i Randers.
Tidligere er mesterskaberne blevet afholdt i perioden 1999 til 2004. Et hurtigt flashback til dengang bevidner om meget kompetente deltagende bands som eksempelvis Carpark North, der i 2001 løb med titlen og Veto, der fik en tredjeplads i 2004, hvor det i øvrigt var Kick Valiant, der løb med sejren. Mesterskaberne genopstod i 2011, hvor aarhusianske Diamond Drive løb med sejren, og sidste års vinder var det århusbaserede band Farewell Carousel (billedet).
Som navnet antyder, er det de "åbne" mesterskaber, hvilket vil sige, at man ikke behøver have tilknytning til Randers for at deltage. Alle bands, der har lyst til at stille op, kan gøre det, og alle musikgenrer, der kan udføres live på en scene, er velkomne.
10 bands udvælges af Café von Hattens bookerpanel til semifinalerne, som foregår ved publikumsafstemning via Facebook.
De 4 bands, der får flest stemmer, går videre til finalen, hvor et kompetent dommerpanel vil vælge en vinder, og publikum vil vælge en publikumsfavorit.
Dommerpanelet vil bestå af et kompetent udvalg af folk med stor erfaring med musikbranchen, samt publikumsstemmer. Dommerpanelet vil blive offentliggjort cirka en uge inden arrangementet. Kriterier, man vil blive bedømt på, er sceneoptræden, tekst og musik, sammenspil, teknisk kunnen og originalitet.
Præmien er 30 timers studietid i et professionelt lydstudie og betalt spillejob på Café von Hatten.
Kravene for deltagende bands er:
- At man som band kan spille et live sæt på cirka 30 minutter
- At man spiller egenkomponeret original musik
- At man ikke har udgivet et fuldlængdealbum via en pladekontrakt med et selskab
- At man er fyldt 16 år
- At bandet har base I Danmark
- At bandet kan spille live i Randers den 19. oktober.
Sidste frist for tilmelding er tirsdag den 20. august og kan ske via denne mail: [email protected]