Nyhed

Festivalreportage: Henry's Dream, Roskilde

Læs stor reportage fra weekendens debuterende festival

Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion.

Det var første gang, festivalen Henry's Dream løb af stablen i weekenden (18-21/7, red.). Meget ulig de større, danske festivaler, havde arrangørerne af festivalen (der blandt andet tæller dj og altmuligmand Esben Weile Kjær og Anne Birch Basse fra Nørrebro-baren Drone) opsat en række dogmer, der viste sig ikke helt at fungere efter hensigten. 

Tanken var at holde location hemmeligt, men kender man de rette mennesker, kunne man allerede dagen forinden finde frem til, at festivalen blev afholdt på Rabalderstræde i Roskilde, få stenkast fra Dyrskuepladsen, der normalt huser Roskilde Festival. Ligeledes var det meningen, at man ikke kunne købe endagsbilletter, og at gæsterne ikke kunne forlade festivalen. På grund af svigtende billetsalg blev endagsbilletter sat til salg, og man kunne frit vade ind og ud af festivalområdet. 

Opstart 

Festivalens start bød på en tur i gratis bus fra Kalvebod Brygge i København og en efterfølgende tur i billetkøen, hvor man kunne betragte performancekunstnere stå og kigge drømmende ud på de ventende festivalgæster. Især en kvinde med bare bryster, guldmaling i ansigtet og shorts i rød plys fangede de ventendes blik: Provokativt og spændende, og med til at hive forventningerne til festivalens performancedel en tak opad. 

Efter uddeling af armbånd, en festivalavis og et kort over pladsen, skulle campingområdet findes. En tur igennem en mørk skovsti, et smut forbi Roskilde Tekniske Skole, over Holbækmotorvejen og en spytklat længere lå teltpladsen: Et lille græsareal lige mellem Darupvej og Holbækmotorvejen, hvor bilernes susen og osen blev soundtracket til nætter og morgener de efterfølgende dage. En vandpost eller to havde også været fint - lunkent vand fra de små håndvaske i bad-vognen var eneste læskende dråbe, man kunne komme til. 

Efter teltopsætning blev festivalpladsen inspiceret for første gang. En gammel fabrik dannede ramme for indendørsscenerne "Dream" og "Lucid" og 24 timers-techno/ravescenen "Heartbeat". Udenfor kunne man opleve musik på scenerne "Totem" og "Temple". Det første, man som betragter lagde mærke til, var det store antal kvadratmeter per festivalgænger: 

Pladsen ledte tankerne hen på en spøgelsesby, hvor performancekunstnere luntede rundt eller sad rundt omkring, mens små flokke gæster gik rundt på opdagelse. Her var første tanke, at man snildt kunne have klaret sig med den halve plads, efter et kig på antallet af solgte billetter. Det virkede lidt som om man aldrig blev en del af oplevelsen, eller at festen var et andet sted end der, man befandt sig, fordi der simpelthen var for tomt over det hele. 

Læs hele reportagen i GAFFAs artikelsektion.


Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion.

ANNONCE