Nyhed

Ny dansk festival lukker

Grundet dårligt forsalg og manglende opbakning fra det lokale erhvervsliv kaster Odense Fun-Life Festival håndklædet i ringen

I dagene 28.-30. juni skulle den nye fynske festival Odense Fun-Life Festival have fundet sted i Odense med navne som Sanne Salomonsen (billedet), Shaka Loveless, Outlandish, Rocazino, Infernal, Folkeklubben og Michael Learns to Rock. Desværre har der ikke været så meget fun-life over forsalget, som har været skuffende, ligesom opbakningen fra det lokale erhvervsliv ifølge arrangørerne Susan og Thomas Carstensen har været minimal. Arrangørerne har derfor valgt at aflyse festivalen.

"Vi er helt ufatteligt kede af det," udtaler festivalejer Thomas Carstensen, "og alle, som har købt billet, skal selvfølgelig have deres penge tilbage. Vi har kæmpet til det sidste. Vi takker for den store opbakning og de positive tilkendegivelser, vi har fået fra folk, vi har mødt på vores vej, og de mange frivillige, som har hjulpet os. Det har været en stor oplevelse. Nu skal vi sunde os oven på det her, og så må vi se, hvad fremtiden byder på." Nærmere information om de praktiske foranstaltninger vil fremgå af festivalens Facebook-side og hjemmeside.

Allerede i weekenden blev festivalen ramt af problemer, for de to ejere af festivalen Odense Fun-Life havde natten til søndag indbrud i deres bil, hvor 4000 billetter til parrets festival blev stjålet. Nu har festivalejerne så desværre fået endnu større problemer at tænke på.

 


ANNONCE