Nyhed

Bowie- og Uriah Heep-bassist er død

En af de skabende kræfter fra The Spiders From Mars er gået bort

Den britiske rockbassist Trevor Bolder (længst til højre i billedet), der var én af de skabende kræfter bag Bowie-albummet "The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars", har tabt kampen mod kræft. Trevor Bolder blev 64 år gammel.

Bolder blev født den 9. juni 1950 og blev blandt andet kendt som bassist i gruppen Uriah Heep (billedet), som han blev medlem af i 1976. Inden da spillede han dog sammen med David Bowie, hvor han var med til at grundlægge det legendariske The Spiders From Mars-band og var med til at bringe albumklassikere som "Hunky Dory" (1971) og "The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars" (1972) til live.  

Gennem årene har Trevor Bolder prøvet kræfter med genrer som hardrock, progressiv rock, glamrock, heavy metal og r&b. Og det var med sidstnævnte genre, at han tog sine første skridt ind i musikbranchen i midten af 1960'erne, da han blev en del af gruppen The Rats, hvor Mick Ronson, også kendt fra The Spiders From Mars, var guitarist.


Uriah Heep har skrevet følgende kondolence på deres hjemmeside:

"Det er med stor sorg, Uriah Heep må annoncere, at vores fantastiske ven Trevor Bolder er gået bort, efter en lang kamp mod kræft. Trevor var en unik og enestående musiker af sin generation og én af de dygtigste og mest indflydelsesrige bassister, som England nogensinde har haft."

ANNONCE