Danmark skal nu dyste videre i kampen om at blive europæiske mestre i popmusik
I går løb den ene af i alt to semifinaler til Det Europæiske Melodi Grand Prix af stablen i Malmö Arena, og som bookmakerne allerede havde forudset, sang danske Emmelie de Forest sig videre til finalen.
I popmusikkonkurrencens finale er Danmark ét ud af 26 lande, hvoraf seks af landene gik direkte i finalen, og de resterende tyve bliver fundet ved semifinalerne. Den anden semifinale sendes på DR1 i morgen torsdag klokken 21.
Selvom det danske bidrag "Only Teardrops" er blandt storfavoritterne, mener DRs underholdningschef Jan Lagerman Lundme stadig, at vi skal huske ikke at glæde os for tidligt: "Det gik rigtigt godt ved semifinalen her til aften, og vi er stolte over at være gået videre til finalen. Grand Prixet byder ofte på overraskelser i sidste øjeblik, så vi tager intet for givet, men der er da ingen tvivl om, at det kunne være fantastisk, hvis Danmark igen fik mulighed for at være værter for Det Europæiske Melodi Grand Prix!".
På trods af den danske ydmyghed skal det nævnes, at nu hvor Emmelie de Forest klarede skærene i semifinalen, faldt de i forvejen lave odds på Danmark som vindersang til kun 1,85, hvilket i høj grad spår om en spændende lørdag aften for Danmark.
Læs en længere reportage fra showet i GAFFAs artikelsektion.
Følgende lande har foreløbig sikret sig en plads i finalen:
Danmark
Frankrig
Tyskland
Italien
Spanien
Sverige
Storbritannien
Estland
Rusland
Ukraine
Holland
Litauen
Hviderusland
Moldavien
Irland
Belgien
Den store finale sendes direkte på DR1 lørdag den 18. maj klokken 21 og transmitteres også til en storskærm på Rådhuspladsen i København.