Nyhed

Hør MØs nye single

Det unge stjerneskud udsender tredje single

Den yderst omtalte danske sangerinde MØ havde i går premiere på sin nye single "Waste Of Time" i det engelske BBC Radio 1 program. Officielt er singlen først sat til udgivelse den 7. juli, men allerede nu har MØ lavet en midlertidig musikvideo på YouTube, hvor sangen frit kan høres igen og igen indtil da. 

På meget kort tid er det lykkedes den 24-årige sangerinde at etablere sig som et af de varmeste nye navne i både ind- og udland med sin elektropunkede popmusik. Blandt andet har hun netop spillet til P3 Guld og på Spot Festival, givet udsolgte koncerter i Vega og på Cargo i London i eget navn og skal sommeren over spille på store festivaler som Roskilde, Hultsfred og Reading/Leeds. 

MØ har for vane at udgive sine singler i remix-versioner, senest på ep'en "Remixes", hvor blandt andet ELOQ og MS MR har givet sit bud på nye udgiver af hendes forrige numre "Glass" og "Pilgrim". Derfor skabte det også en del opmærksomhed, da MØ for nylig uploadede et billede på sine sociale medier i selskab med den verdenskendte dj og producer Diplo, hvor de to stod i studiet sammen. Endnu vides det dog ikke hvordan, hvornår, og om dette samarbejde ser dagens lys for offentligheden. 


Foreløbig kan du dog høre MØs nye single "Waste Of Time" lige her:

ANNONCE