Nyhed

Lyt: 11 essentielle i juni

GAFFAs guide til månedens varmeste sange, du bare SKAL høre

New Slaves – Kanye West (billedet)

Det er efterhånden mange år siden, hvor det var nok for et etableret navn blot at sende sin nye sang til radioen for at få opmærksomhed. Nu om dage skal der happenings til, som da Kanye West for nylig lod en ny video projicere op på 66 bygninger fordelt over hele kloden. Stuntet blev brugt til at offentliggøre det nye album Yeezus.

Renaissance Girls – Oh Land

Førstesinglen fra Oh Lands kommende tredje album er netop udsendt og er et spændende nyt samarbejde med producer-esset Dave Sitek, der til daglig slår sine folder i TV On The Radio. Singlen Renaissance Girls udkommer desuden også i et remix af albumaktuelle Yeah Yeah Yeahs.

Goin' Crazy (Feat. Robbie Williams) – Dizzee Rascal

Da den britiske rapper Dizzee Rascal slog igennem for ti år siden, var det med en hård grime-lyd, der støt og roligt er blevet skiftet ud med en langt mere poppet sound. Seneste skud fra stammen er denne fængende duet med Robbie Williams og den dertilhørende video, der ligner et afsnit af Pimp My Invalidescooter.

Execution In Autumn – Wu-Tang Clan

20 året for mesterværket Enter The Wu-Tang (36 Chambers) markeres ikke kun med en turné, der blandt andet bringer hiphop-legenderne til Vanguard Music Festival i København. Men der kommer også ny musik i form af albummet A Better Tomorrow, og singlen Execution In Autumn er gravet frem fra RZAs personlige gemmer.

Racer – Giorgio Moroder

Den italienske disko-legende Giorgio Moroder er i en alder af 73 kommet i vælten igen efter et meget omtalt og vellykket samarbejde med Daft Punk. Moroder kan dog stadig selv, viser han med den nye single Racer, der er en del af lydsiden til det nye mobilspil Racer: A Chrome Experiment.

Waste Of Time – MØ

Fremadstormende MØ, hende med den højtsiddende hestehale og hittene Glass og Pilgrim, er lige nu aktuel med den nye single Waste Of Time, der gør ventetiden på debutalbummet lidt mere udholdeligt, men bestemt ikke sænker forventningerne til albummet, der udsendes på verdensplan af RCA.

A Ton Of Love – Editors

Engelske Editors har lagt en stor del af deres Joy Division-fascination på hylden for i stedet at kanalisere U2's storslåede slut-80'er-lyd på deres nye single A Ton Of Love, der er forløberen for deres fjerde album The Weight Of Your Love.

Sad Angel - Fleetwood Mac

I al ubemærkethed har mesterlige Fleetwood Mac listet en ep på gaden med fire nye fængende fortræffeligheder, der ikke kun markerer deres første nye udspil i 10 år, men også den igangværende turné, der bringer dem forbi Herning den 18. oktober. Og ja, den højstemte magi fra 70'erne er stadig til stede i Buckingham/Nicks harmonierne.

Med Måde – Ponyblod

Producer og rapper Tue Track er en herre med flere jern i ilden end de fleste arbejdsnarkomaner, og nu har han offentliggjort endnu et nyt projekt i form af Ponyblod, der er lavet i samarbejde med Khal Allan. Deres selvbetitlede debut rammer gaden den 10. juni.

Neurotic Society – Lauryn Hill

Fugees-rapperen og solisten Lauryn Hill har haft mere end almindeligt svært ved at følge op på succesen fra solodebuten The Miseducation Of Lauryn Hill fra 1998, og derfor ventes der stadigvæk på et opfølgende studiealbum. For nylig skrev hun dog kontrakt med Sony, så måske er denne nye speedrappende single en indikator for, at der snart er mere i vente. 

Down In The Dirt – Black Flag

Der skal en diva eller en punker til at bære rigtig nag, og derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at der i kølvandet på gendannelsen af hele to udgaver af hardcore-legenderne Black Flag er blevet kastet med verbalt mudder. Således kalder den Greg Ginn-frontede udgave af Black Flag den Keith Morris-frontede udgave for svag og falsk. Vi holder os til, at konstatere, at den førstnævnte udgave er aktuelle med den nye single Down In The Dirt.

ANNONCE