Nyhed

Noah udgiver debutalbum

Den danske hit-duo er klar med debuten

Pop-duoen Noah har gennem det sidste år sat solide fodspor på den danske musikscene med dobbeltplatin-singlerne "Alt Er Forbi" og "Over Byen", og ikke mindst med den nye single "Det' Okay", der gik direkte ind som nummer et på iTunes. 

De tre pop-singler har tilsammen solgt mere end 50.000 downloads, og har fået to gange dobbelt-platin for mere 7,5 millioner streams. Det er altså ikke uden grund at GAFFA tidligere på året spåede Noah til at blive én af de store i 2013, og nu udkommer debutalbummet så endelig den 20. maj.

Allerede i aften spiller duoen dog med fuldt band til releasefest i et udsolgt Pumpehuset. Og ifølge GAFFAs anmelder, Ole Rosenstand Svidt, er der god grund til at glæde sig, for han gav gruppen fire stjerner, da de spillede til årets Spot Festival forrige weekend. Han kaldte koncerten for "gedigen pop i den bløde ende, med hjerte og smerte og masser af hitpotentiale". 


Nåede du ikke at få billet til aftenens koncert har Noah netop annonceret nye koncerter i Vega og Musikhuset Aarhus, og til efteråret tager bandet også på en længevarende Danmarksturné.

ANNONCE