Nyhed

Nosaj Thing: Elektronisk hiphop-producer i Danmark

Som en optakt til Nosaj Things to koncerter i Danmark forhørte GAFFA sig om mandens vej til succes

Den L.A.-baserede elektroniske musiker Nosaj Thing er i fuld gang med sin Europaturné, der blandt andet fører ham til Pumpehuset i København den 17. maj og Atlas i Aarhus den 18. maj. Bag Nosaj Thing finder man den talentfulde producer Jason (Nosaj stavet bagfra) Thung.

For Nosaj Thing er det elektroniske undergrundsmiljø ikke ukendt, da han selv i en alder af 12 år startede med de basale produktioner på sin computer - noget, der hurtigt greb om sig. Efter ep'en "Views/Octopus" fra 2006 fik pladeselskaberne for alvor øje på det unge talent, og det sikrede Nosaj en pladekontrakt med det anerkendte selskab Alpha Pup Records. Efterfølgende udgav Jason i 2009 debutalbummet "Drift", og sidste år var han klar med den anmelderroste opfølger "Home". Succesen har sikret ham jobs forskellige steder verden over - blandt andet på festivalerne Sónar og Coachella. Desuden har Nosaj remixet sange for prominente navne som Kid Cudi, Kendrick Lamar og The xx. Mandens egen introverte basmusik kan bedst sammenlignes med de dragende lyduniverser fra Xxyyxx, Flying Lotus, Giraffage, Four Tet og Burial.  

Warren G og Snoop som ungdomsforbilleder

Hvordan startede din passion for musikken?


- Uf. Den startede allerede som barn, hvor min far spillede en masse The Beatles og Simon & Garfunkel for mig. Selv startede jeg med at spille som 12-årig, hvorefter jeg blev helt besat af det, og musikken optog det meste af min tid.  

Hvilken slags musik lyttede du selv til dengang, og hvad med nu?


- Da jeg voksede op i L.A., lyttede jeg til en masse West Coast-rap. Da jeg var 9-10 år, fik jeg et Warren G og Snoop Dogg-kassettebånd. Jeg er ret sikker på, at min mor ikke var kar over, hvad de rappede om. Dengang forstod jeg det jo faktisk heller ikke engang selv. Jeg lyttede mest bare til musikken som helhed.

- Nu om dage lytter jeg til meget forskelligt musik. For eksempel er det nye My Bloody Valentine-album godt, når du bare skal chille derhjemme.

Oprindeligt startede du jo som hiphop-producer, men har nu bevæget dig mere ind i det elektroniske landskab. Hvilken genre foretrækker du?

- Jeg kan godt lide at udforske genrerne og laver blot den musik, som føles naturlig for mig. Jeg har gennemgået en barsk tid, hvor jeg ikke følte, at jeg havde det i mig at fremstille beats. Nu føler jeg omsider, at beats'ene er ved at komme tilbage til mig.


Fremtidsdrømme

Efter at have remixet og samarbejdet med en del store kunstnere har du på "Home" også arbejdet med Toro y Moi og Blonde Redheads Kazu Makino. Hvilke artister drømmer du om at kunne lave endnu et co-lab med?


- Jeg ville elske at kunne få lov til at lave noget med Björk, Karen O og André 3000.

Jeg ved også, at du nu er i gang med et helt album med Toro y Moi. Hvornår kan vi forvente at høre mere til det? Vil lyden minde om nummeret "Try" på "Home"?


- Vi har prøvet at komme tilbage til studiet, men det har været svært at få vores skemaer til at passe sammen. Samarbejdet har indtil videre resulteret i en mere "upbeat" lyd.

Hvor ser du dig selv om fem år?

- Det må blive i 2018… Jeg håber på at have udgivet et par album mere, og at jeg forsat arbejder med forskellige artister. Derudover ønsker jeg også at udvide mit nye pladeselskab Timetable.

Find billetter til Nosaj Thing via GAFFA Live.

ANNONCE