Nyhed

Se Bruce indtage Oslo – om to uger er han i Danmark



Maratonmanden og hans legendariske band havde overraskelser i ærmet ved koncerterne i Norge

Bruce Springsteen og hans legendariske E Street Band indledte mandag aften deres Europa-turné i Oslo, og endnu engang tyder det på, at danskerne har noget stort i vente, når Bossen og følget gæster København og Herning om cirka 14 dage – to koncerter som for længst er udsolgt. Inden verdensstjernen rammer Danmark, spiller han tre koncerter i Stockholm og to i Turku i Finland. Springsteens turné er massiv, og han turnerer i Europa indtil sidst i juli. Alt i alt 33 koncerter fra nu af og til sidst i juli, hvor Springsteen gavmildt vil dele ud af sin enorme skattekiste af sange. Koncerterne er endnu et led af "Wrecking Ball"-turnéen, som – med pause – har varet i over et år.

Rariteter på stribe
Springsteen er en af de kunstnere i verden, der fra aften til aften skifter store dele af sætlisten ud. Derfor er der også mange, som følger ham rundt fra stop til stop, for man ved aldrig, hvad der bliver spillet. Selv på scenen ændres sætlisten, og et godt eksempel på dette er da også, at der på "Wrecking Ball"-turnéen er blevet spillet næsten 200 forskellige sange. Voldsomt imponerende.

Åbningen i Oslo mandag aften og tirsdagens koncert var da også fyldt godt op med rariteter og ikke mindst overraskelser. I norske aviser kunne man inden første koncert læse om de mest dedikerede fans, som havde overnattet udenfor Telenor Arena seks (!) dage inden koncerten for at komme helt op til scenen. Dem belønnede Springsteen ved at komme ud ene mand inden koncerten, og de tidlige fremmødte fik en ekstra overraskelse i form af fire sange leveret på akustisk guitar. Blandt andet de yderst sjældent spillede "All That Heaven Will Allow" og "The Fever".


Første koncert i Oslo blev åbnet ved guitarist, Steven Van Zandt, der sang Frank Sinatras "My Kind Of Town". "Little Steven" er også skuespiller og har blandt andet medvirket i tv-serien "The Sopranos", og senest har han slået sine folder i en anden tv-serie, nemlig "Lilyhammer", som er optaget i Norge. Dermed har guitaristen et lidt specielt forhold til landet, og optagelser til tv-serien var faktisk "skyld" i, at Van Zandt ikke kunne være med i Australien, hvor Springsteen og The E Street Band i marts spillede ti koncerter. I Oslo var han så tilbage, og publikum fik blandt andet også serveret "Better Days" samt en anden ultimativ raritet i form af den sønderknusende smukke "Follow That Dream", der indtil da ikke havde været med på scenen i næsten ti år.

I aftes havde "Sjefen" (som han bliver kaldt i Norge) og company blandet kortene endnu mere, og 15 sange var nye i forhold til den første koncert. Der blev åbnet med "Leap Of Faith" (heller ikke spillet med band i næsten ti år), og aftenen bød også på en vanvittig sjældenhed i form af "Savin' Up", som Springsteen skrev til den afdøde saxofonist, Clarence "Big Man" Clemons' første soloalbum.

Ekstranumrene blev indledt med en soloversion af "The Promise" med Springsteen på piano, og den lige omtrent tre timer lange seance blev sluttet festligt af med The Isley Brothers-coveret, "Shout". Inden festen til sidst havde koncerten også budt på nogle af Springsteens mørke sange i form af "Atlantic City" og "Murder Incorporated".


Springsteen er uden tvivl en af klodens bedste liveperformere, og Danmark kan ikke andet end at glæde sig til besøget om ikke så længe. Indtil da kan man jo øve sig i at råbe: BRUUUUUUUUUUUCE!

Se 12 minutter fra den første koncert her
Se 12 minutter fra den anden koncert her

En 12-årig dansk pige, Lotte Nygaard fra Haslev, blev i øvrigt hevet med på scenen mandag aften under sangen "Dancing In The Dark", skriver VG. Dette kan du læse mere om her.

ANNONCE