Nyhed

Danmark får ny sangskriverpris

"Carl Prisen" skal hædre danske sangskrivere og komponister

Fredag den 19. april ser en ny dansk prisuddeling dagens lys. Opkaldt efter den danske komponist Carl Nielsen har prisen fået det mundrette navn "Carl Prisen", og bag den står Dansk Musikforlæggerforening (DMFF). DMFF er en brancheforening for de professionelle musikforlag i Danmark og ønsker med denne nye pris at hylde og hædre danske sangskrivere og komponister inden for både rytmisk og klassisk musik. Formand for DMFF Ole Dreyer udtaler i en pressemeddelelse:

"Vi ønsker at hædre og opkvalificere de danske sangskrivere – både indadtil og i offentligheden".

Behovet for en pris som "Carl Prisen" opstår som følge af, at der i andre awardshows fokuseres ensidigt på de udøvende artister, lyder det i pressemeddelelsen. Danske sangskrivere og komponister klarer sig godt i både ind- og udland, hvor der eksporteres sange til alle dele af verden, og lokale artister fører dem til tops på hitlisterne. Dette gælder både for den rytmiske musik, men også for jazz og klassisk musik.


Der vil blive uddelt i alt 11 Carl Priser, og kategorierne er som følger:

Årets Komponist inden for pop/rock

Årets Tekstforfatter


Årets Internationale fremgang/gennembrud

Årets Sang

Årets Komponist indenfor jazz/folk/world/electronica


Årets Komponist indenfor børnemusik

Årets Gennembrud/Talentpris (sponsoreret af Tuborgfondet)

Årets Klassiske Komponist - stort ensemble/opera


Årets Klassiske Komponist – kammerorkester/mindre ensemble/soloværker

Årets mest spillede sang

Årets Ærespris


Priserne bliver uddelt ved en prisfest for et inviteret publikum fredag den 19. april i Mogens Dahls Koncertsal i København, og aftenens konferenciers er Johan Olsen (Magtens Korridorer, billedet) og dirigent og komponist Michael Bojesen.

ANNONCE