Anmelderdarling er udvalgt som support for Buggs koncert om få dage
Når inde-rock'n'rolleren Jake Bugg gæster landet på tirsdag den 2. april i Vega til en udsolgt koncert, bliver det med dansk support. Og valget er faldet på Figurines-forsangeren og den talentfulde sangskriver Christian Hjelm.
I oktober sendte Jake Bugg sit selvbetitlede debutalbum på gaden, et album, hvor tydelige 60'er-inspirationskilder som Beatles, Kinks og Donovan skinner igennem. Albummet gik direkte ind som nummer 1 på den engelske hitliste.
Hjelm står på scenen, ligesom Bugg, med guitaren i hånden og den klassiske sangskrivning i centrum. Han trådte for første gang ind på musikscenen som solist i 2012 med den dansksprogede og anmelderroste plade "Før Vi Blev Lette", der blev kåret af GAFFAs redaktion som årets bedste danske album. Singlen "Lang vej igen" har også været i god rotation på P3, der valgte nummeret som P3's Uundgåelige.
Jake Bugg aflyste desværre for nylig sin koncert i Aarhus den 1. april, men til gengæld kan fans få revanche, når han besøger årets Roskilde Festival.
Christian Hjelm er også at finde på et hav af festivaler rundt omkring i landet over sommeren, blandt andet på årets Spot Festival, hvor han både er annonceret som solist og som én ud af fire artister til Naked-koncerterne.