Nyhed

Deep Purple udgiver nyt album efter otte år

Legenderne er efter lang tids studiepause atter tilbage med ny udgivelse

Deep Purple er endelig klar med et nyt studiealbum, siden deres forrige "Rapture Of The Deep" kom helt tilbage fra 2005. Albummet solgte mere end 200.000 eksemplarer i Europa og blev efterfulgt af en langvarig turné, der sendte bandet på landevejen i syv år med udsolgte koncerter over hele verden. 

Deep Purple må siges efterhånden at være nogle erfarne mænd, der ved, hvordan man spiller gedigen tråd og tager rockmusikken med sig hele vejen fra '68 og til dags dato. Med Bob Ezrin bag knapperne, der blandt andet har produceret for Pink Floyd, Alice Cooper og Kiss, er Deep Purple nu færdige med deres nye album "Now What!?", der udkommer den 26. april.

Historien om Deep Purple startede tilbage i 1968, hvor bandet udgav deres debutalbum og var opvarmningsband for det dengang yderst populære band Cream. Siden har de taget rockmusikken til nye højder og brilleret, turneret og leveret adskillige hits i en tid, hvor de var på toppen med andre bands som Led Zeppelin og Black Sabbath. Og med undtagelserne som netop Black Sabbath og The Who er Deep Purple de eneste legender fra den hårde rocks fødsel, der stadig er produktive og aktive i dag. Siden '68 har de udgivet 18 studiealbums, og nu ser deres 19. så dagens lys. 


Ifølge bandet selv har Bob Ezrin formået at tage gruppen til et højere niveau, end de selv havde troet kunne lade sig gøre. Deep Purple udtrykker, at "Now What!?" ikke bare er et nyt album fra legenderne, men derimod et album, der er optaget uden nogen regler og har fanget Deep Purple "lige her og nu". Det skulle altså gerne kunne høres og mærkes, hvordan ånden fra 70'erne er kommet ud i en moderne og frisk produktion.

Bandet tilføjer også, at ligesom albummene "Machine Head" fra 1972 og "Perfect Strangers" fra 1984 er nogle af bandets milepæle, så er "Now What!?" erklæret som legendernes testamente. En udmelding der kunne tyde på, at dette bliver gruppens definitivt sidste album. 

ANNONCE