Den danske dj-gruppe kan opleves både torsdag, fredag og lørdag
I tråd med bandets kommende album, "Lektion #3", giver Den Sorte Skole hele tre lektioner ved årets Spot Festival.
Den Sorte Skole åbner således årets Spot Festival torsdag den 2. maj i Den Gamle By på Danmarks ældste købstadsteater, Helsingør Teater. På dette tidspunkt har Den Sorte Skole lige indledt en turné og det bliver derfor en af de første gange, man kan høre hele det nye album.
Fredag spiller Den Sorte Skole en såkaldt Q&A-koncert, hvor publikum har mulighed for at stille spørgsmål. Den Sorte Skole vil her gå bagom albummet "Lektion #3" samt spille et udvalg af de vinylplader, som har udgjort råstoffet til den nye plade. Den Sorte Skole har i denne sammenhæng været vidt omkring i de mere underbelyste dele af musikhistorien, og bandets Aage Jæger udtaler herom:
"Vi har fra starten haft en vision om at blande så mange stilarter og kulturer som muligt. Der sker noget interessant, når en oud-spiller fra Irak pludselig spiller i band med en tablas-spiller fra Indien og en synthesizer-fyr fra startfirsernes Tyskland".
Den tredje og sidste lektion på årets Spot Festival vil foregå lørdag aften i Musikhusets store sal. Ved denne koncert får publikum en helhedsoplevelse af "Lektion #3", hvor musikken akkompagneres af visuals og lysshow. Bag det visuelle islæt står Dark Matters, som tidligere har lavet interaktive lysinstallationer til Roskilde Festival og arbejdet sammen med navne som Trentemøller, Mew og Kashmir. I pressemeddelelsen lyder det fra Aage Jæger:
"Vi har grundlæggende været fascineret af det, Dark Matters laver. Da "Lektion #3″ udgør et meget cinematisk lydunivers, virkede det oplagt at lave en visuel side. Vi har arbejdet med musikken som ét langt forløb, og vi har ønsket, at det visuelle skulle understøtte dette. Desuden har Dark Matters skabt en scenografi, der giver publikum en rumlig visuel oplevelse, og vi undgår at pacificere folk med et "dødt" videospor på skærme. Men vi vil jo helst ikke røbe for meget".
Årets Spot Festival løber af stablen den 3.-4. maj på forskellige venues i Aarhus, og billetsalget er i fuld gang. Find billetter via GAFFA Live. Følg Spot Festival med Follow og lyt til GAFFAs playliste.