Nyhed

Det digitale musiksalg overhaler det fysiske

En ny rapport for 2012 bliver i dag offentliggjort og viser en stigning i det digitale musiksalg

For første gang nogensinde overskrider det digitale musiksalg det fysiske salg af cd'er og lp'er i Danmark. Det viser rapporten "Musikselskaber 2012" udarbejdet af brancheorganisationen IFPI Danmark, der repræsenterer cirka 95 procent af de danske musikselskaber.

Stigningen i det digitale salg skyldes hovedsageligt, at indtægterne fra streamingtjenester som Spotify og Wimp næsten er fordoblet. Pladeselskaberne er positivt stemte over for denne udvikling, som givetvis betyder et skub i økonomien og muligheden for at investere.

Diskussionen om, hvorvidt pengene fra streamingtjenesterne havner i de rigtige lommer – musikerenes – har længe været på dagsordenen. I denne sammenhæng stiller Dansk Musikerforbund sig stadig kritisk over for stigningen i det digitale salg, og formand Anders Laursen udtaler til Politiken:


"Da man i forvejen kun får en lille procentdel af indtægterne fra nettet, betyder en fremgang i salget her uendelig lidt".

Totalomsætningen på salg af indspillet musik var i Danmark i 2012 408 millioner kroner, et fald på tre procent i forhold til 2011.

Samlet set er musiksalget i 2012 steget med 0,3 procent på verdensplan. Næsten en tredjedel af musiksalget udgøres således af det digitale salg, hvor omsætningen i 2012 steg med i alt 12 procent.


ANNONCE