Hvis du spiller i band, er mellem 15 og 21 år og bor i hovedstadsregionen, så læs med her
Musikkonkurrencen Future Sound, der har til formål at hjælpe unge musikere mellem 15 og 21 år i hovedstadsregionen, løber af stablen i år torsdag den 2. maj i Huset KBH. Denne gang med "dommerne" Christian Hjelm, Barbara Moleko og Søren Balsner (Carpark North), der sidder klar til at give artisterne feed-back.
I alt bliver otte deltagende bands valgt ud, hvor de bliver ført sammen til et seminar med fokus på alle de vigtige ting, man bør vide om musikbranchen:
"Vil du noget med din musik, så er det ikke nok at spille fedt. Det kræver indsigt i rettigheder, styr på kommunikationen og et godt netværk", fortæller Lasse Malmqvist, projektleder på Future Sound.
Derfor samler Future Sound producere, panelmedlemmer og folk fra GAFFA og Koda, der vil give deltagerne individuel sparring. Deltagerne får dermed den viden med hjem, der gør, at de fremover kan arbejde endnu mere målrettet med musikken.
"Vi fik noget rigtig brugbar kritik, som vi har taget til os. Bandt andet noget om vores numres opbygning, som vi efterfølgende har arbejdet meget med. De ting, vi fik fortalt, mens vi stod på scenen, gravede vi dybere i, da vi sad backstage, og det var også her, vi havde mulighed for at diskutere og stille spørgsmål til kritikken", siger sidste års deltagere Go to Sleep (billedet), der i forbindelse med Future Sound 2012 også opnåede at blive spillet på P6 Beat.
Mener du, at du eller dit band er et seriøst bud på lyden af i morgen? Så er Future Sound en mulighed for at blive bedre, blive klogere og prøve musikken af foran et tændt publikum og et forventningsfuldt panel.
Der er åben for tilmelding frem til den 22. marts.
Du kan læse mere om Future Sound på: www.futuresound.org.