Synthpopduoen, hvis keyboardspiller engang faldt i søvn under en koncert, gæster Danmark til efteråret
Den engelske synthpopduo Hurts er i skrivende stund højaktuelle med deres andet album "Exile", der udkom den 11. marts. Duoen er i den forbindelse i øjeblikket på Europaturné, som de fortsætter til efteråret, og til den tid lægger de også vejen forbi Danmark. Helt bestemt kan vi glæde os til at opleve duoen den 28. oktober i Pumpehuset i København.
"Exile" følger op på Hurts' debutalbum "Happiness" fra 2010, som indeholder singlerne "Better Than Love" og "Wonderful Life". Til sidstnævnte hører den historie, at den blev udsendt i Danmark som det første sted i verden. Førstesinglen fra det nye album, "Miracle", kan du se og høre nedenfor.
Da Hurts gæstede Store Vega i 2011, kvitterede GAFFAs anmelder Nynne Hein Møller med fire stjerner, og gav Hurts disse ord med på vejen:
"Men alt det er lige meget, når det i sidste ende handler om, hvorvidt musikerne har gode melodier, der bliver leveret på en overbevisende måde eller ej. Og det har Hurts. Melodier med effektive beats og melodier som man kan nynne med på med det samme."
Forsalget til koncerten starter fredag den 22. marts klokken 10.00. Find billetter via GAFFA Live.
Gruppens keyboardspiller Adam Anderson afslørede i øvrigt forleden til BBC, at han engang faldt i søvn under en koncert i Kiev i en keyboard-løs passage i det stille nummer "Unspoken". Han blev dog vækket af sanger Theo Hutchcraft, inden det blev pinligt.