Nyhed

James Walsh kommer til Danmark

Sanger og sangskriveren fra Starsailor gæster landet med en intim-koncert

Sanger og guitarist James Walsh fra det engelske band Starsailor gæster Danmark den 30. april med en intimkoncert på det odenseanske spillested Dexter. 

Starsailor, der er opkaldt efter et Tim Buckley-album fra 1970, debuterede i 2001 med albummet "Love Is Here", der blev en stor succes, og hvorfra blandt andet sangene "Fever", "Good Souls" og "Alcoholic" blev pæne hits. Opfølgeren fra 2003, "Silence Is Easy", blev ikke en helt så stor succes, selvom gruppen fik en masse omtale ved at bruge det gamle 60'er-ikon Phil Spector som producer på to numre. 

Igennem tiden har bandet opnået at have hele ti top 40-singler i England. 


I 2009 begynte Walsh arbejdet på sit første solo-album i samarbejde med den amerikanske sangerinde og sangskriver Suzanne Vega. Albummet "Live at the Top of the World" blev indspillet i Tromsø med et kammerorkester fra Norge og udkom i 2010. 

Sidst James Walsh gæstede Danmark var også tilbage i 2010, hvor han også gav en intim-koncert. Dengang var det på Hard Rock Café i København til fordel for hjælpeorganisationen The Bombay Teen Challenge, der arbejder for at forbedre vilkårene for fattige kvinder og børn i Indien. 

Find billetter via GAFFA Live.


ANNONCE