Vinderne af P3 Prisen, P3 Talentet og P3 Lytterhittet er fundet
Se masser af billeder fra showet i GAFFAs gallerisektion og se billeder fra den røde løber her.
Det blev Marie Key, der fik den helt store P3 Prisen på 100.000 kroner, da årets P3 Guld blev uddelt i Koncerthuset onsdag aften. Quadron og Klumben & Raske Penge hentede også priser for henholdsvis P3 Talentet og P3 Lytterhittet.
Sangerinden og sangskriveren Marie Key blev allerede spottet af DR's talentudviklingsprogram KarriereKanonen tilbage i 2005, hvor hun stod i spidsen for Marie Key Band. Året efter debuterede gruppen med albummet "Udtales ['Kæj]", der bød på radiohits som "Mormor" og "Kleptoman". Der skulle dog to album med Marie Key Band og to soloplader til, før Key rigtigt brød igennem, men så skete det også for alvor sidste år med hendes andet soloalbum, "De Her Dage" og store hits som "Uopnåelig" og "Uden Forsvar".
I DR's motivering til Marie Key hed det blandt andet:
"Men først da du for to år siden satte hånden på brystet, droppede finurligheden og krængede dit hjerte ud, tog du os med storm. Du får P3 Prisen, fordi du træder i karakter som dig selv og faktisk tror på, at dine tekster og musik 'Det ka' stå selv – helt uden forsvar'. Vi er stolte over at give P3 Prisen til en ener i dansk musik, som har undergået en musikforvandling. Pop-pendulet svinger frem og tilbage, men lige nu hænger det over Marie Key."
Prisen blev overrakt af Simon Kvamm, der i showet også sang duet med Marie Key i Nephew- og Key-duetten "Gå Med Dig". De andre, der var nominerede til P3 Prisen 2013, var Efterklang, Raske Penge og Vinnie Who, og for øvrigt var det andet år i træk, at Marie Key havde chancen i kategorien.
Priser til Quadron og Klumben & Raske Penge
De øvrige vindere var elektrosoul-duoen Quadron, der vandt prisen P3 Talentet foran Sebastian Lind og Panamah, og Klumben & Raske Penge, der med "Faxe Kondi" vandt prisen P3 Lytterhittet. De øvrige nominerede i denne kategori var EaggerStunns "Kugledans", Marie Keys "Uopnåelig" og Panamahs "DJ Blues".
I DR's motivering af prisen til Quadron, alias musikeren og produceren Robin Hannibal og sangerinden Coco Maja Hastrup Karshøj, hed det blandt andet: "I har det alt for vildt – altså uden for Danmark… Her er en stor soulet stemme, som på tracks af producer Robin Hannibal ophæver landegrænser og kan ramme os i sjælen. Quadron er en duo, som kan udvikle sig til noget, vi heldigvis ikke kan forudsige. På P3 venter vi i spænding på næste skridt."
Hvor de to første prismodtagere er valgt af en DR-jury, er det P3's lyttere, der har stemt om, hvem der skulle have prisen for P3 Lytterhittet, og det var P3-lytter Camilla Nielsen fra København N, der holdt vindertalen til dem.
De optrædende navne i årets P3 Guld-show var som nævnt Nephew med Marie Key og derudover Fallulah ("Superfishyality"), MØ ("Pilgrim"), Nik & Jay med Søren Huss ("Ocean of You"), Efterklang ("Black Summer"), Quadron ("Hey Love"), Raske Penge ("Original Bang Ding"), Pharfar ("La' Mig Rulle Dig") og Marie Key ("Uden Forsvar").
Det var 12. gang, P3 fordelte ædelmetal, og i år var det P3-værterne Le Gammeltoft og Sara Bro, der var værter for showet, som blev sendt direkte på både P3 og DR3.
P3 Guld har været uddelt siden 2001 og har altid haft fokus på talentfulde kunstnere, der er på vej frem. Årets P3 Guld-show kan ses igen på DR3 skærtorsdag klokken 16.25 og påskelørdag klokken 21.45, mens DR1 viser det lørdag den 6. april klokken 13.05. Showet kan også ses på dr.dk/nu de næste 30 dage. På P3 er der mulighed for at møde årets prismodtagere, når vært Sara Frost skærtorsdag holder efterfest på kanalen fra klokken 12.05 til 15.00.
Årets prismodtagere ved P3 Guld
P3 Prisen: Marie Key
P3 Talentet: Quadron
P3 Lytterhittet: Klumben og Raske Penge med "Faxe Kondi"
De har fået den store pris ved P3 Guld gennem årene :
Marts 2013: Marie Key
April 2012: When Saints Go Machine
Januar 2011: Fallulah
Januar 2010: I Got You On Tape
Januar 2009: Veto
Januar 2008: Dúné
November 2006: Mikael Simpson
Januar 2006: Tina Dickow
Januar 2005: Peter Sommer
December 2003: Baby Woodrose
December 2002: Swan Lee
December 2001: Saybia
Se masser af billeder fra showet i GAFFAs gallerisektion og se billeder fra den røde løber her.