Nyhed

PJ Harvey sagde nej tak til Nirvana-reunion

Dave Grohl afslører, at han har spurgt PJ Harvey om at synge Nirvana-sang

Dave Grohl har afsløret, at han har spurgt PJ Harvey, om hun havde lyst til at tilslutte sig de resterende medlemmer af Nirvana på scenen og fremføre et Nirvana-nummer og på den måde erstatte Kurt Cobain.

Til NME siger Foo Fighters-frontmanden, at han henvendte sig til Harvey for at høre, om hun ville spille med hans nye projekt Sound City Players, der er opstået på baggrund af Grohls nye dokumentar om det californiske studie Sound City, hvor Nirvana indspillede "Nevermind". Også andre prominente musikere har indspillet i studiet, og derfor består Sound City Players af musikere, som tidligere har været en del af stedet. Eksempelvis de to gamle Nirvana-medlemmer Krist Novoselic og Pat Smear, hele Foo Fighters, Stevie Nicks fra Fleetwood Mac og trommeslager i Rage Against The Machine, Brad Wilk. 

Til spørgsmålet, om han nogensinde ville lave et cover af en Nirvana-sang live, svarede han:


"En gang imellem snakker vi om det. Til Sound City-koncerten i London tænkte vi over, hvilke musikere vi kunne invitere i stedet, for hverken Stevie Nicks eller John Fogerty kunne komme. En eller anden kom op med idéen om at lave en Nirvana-sang med PJ Harvey. Kurt elskede hende, og vi elsker hende, og vi tænkte 'Ja, hvad kunne vi gøre?'. Så sagde jeg 'Gud, hvad hvis vi lavede "Milk It" fra "In Utero" med Polly på vokal? Vi kiggede alle sammen på hinanden og var sådan 'Wow, det ville være fantastisk!....' Og så kunne hun ikke."

Grohl forklarer yderligere:

"Problemet er, at det er helligt land. Hvis vi nogensinde skulle lave sådan noget der, så skulle det være helt rigtigt, fordi vi ønsker at hylde det. Der er helt klart en grund til, at Foo Fighters ikke spiller Nirvana-numre, og det er en god grund."


ANNONCE