Nyhed

Seksstjernet sangskriver til Danmark

Den meget roste Mary Gauthier giver seks koncerter herhjemme i april

Den amerikanske sangerinde og sangskriver Mary Gauthier fik hele seks stjerner af GAFFAs anmelder Morten Larsen, da hun gav koncert på Atlas i oktober 2012, og blandt andet følgende ord. "Man kan blot håbe, at Mary Gauthier snart finder vej til landet igen, for det her bør alle mennesker opleve." Og nu vender hun tilbage til landet, denne gang for at give seks koncerter.

Historien om Mary Gauthier er historien om et menneske, som har haft en problematisk barn- og ungdom, men er kommet styrket gennem kriserne og har udviklet sig til en markant kunstner. Hun blev født i New Orleans, tilbagte sine første år på et børnehjem, kom senere i familiepleje, løb hjemmefra som 15-årig, var ungdomskriminel og kom ud i et stofmisbrug, som det dog lykkedes hende at komme ud af. Hun begyndte på et tidspunkt at studere filosofi, droppede ud, åbnede en resturant og gik først for alvor i gang med at spille musik og skrive sange som fuldvoksen. Hun udgav sit første album, "Dixie Kitchen", i 1997 som 35-årig.

Efter at have rejst verden rundt i selskab med sin akustiske guitar og harmonika kunne Mary Gauthier sidste efterår annoncere udgivelsen af sin første live-optagelse nogensinde. Optaget med et lille og særligt udvalgt band i det legendariske "Blue Rock Artist Ranch & Studio" lige uden for Austin, Texas. Dette album fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Espen Strunk og blandt andet følgende ord: "Der er ikke mange americana-sangerinder, som kan synge smerten lige så smukt som Lucinda Williams. Heller ikke Gauthier, men hun er sgu indimellem tæt på her, når hun levererer linier som "saw your reflection in a cigarette machine, in a bottle in the gutter" eller tørt konstaterer at "I know what I am but I don't give a damn".


Det bliver atter Ben Glover fra Nordirland, som får opvarmningstjansen på hele turnéen. Også han fik også gode ord med på vejen og fem stjerner fra GAFFAs anmelder Morten Larsen: "Det var hans første gang i Danmark, og nu kan man jo så blot håbe på, at han en dag kommer tilbage og kan få lov til at give en hel koncert. Det fortjener han."

Turnédatoerne er som følger:

23.04.: Dexter, Odense
24.04.: Aarhus Musikhus, Aarhus
25.04.: Sønderborghus, Sønderborg
26.04.: Gimle, Roskilde
27.04.: Brøns Friskoles Koncertsal, Brøns
28.04.: Pumpehuset, København


Find billetter via GAFFA Live.

Hør Mary Gauthier med "Our Lady of the Shooting Stars":

ANNONCE