Live Nation Danmark har fundet afløseren for Flemming Schmidt, der døde i sidste måned
Den danske afdeliing af den internationale koncertarrangør Live Nation har nu udnævnt en ny administrerende direktør som afløser for Flemming Schmidt, der døde af kræft i sidste måned, 63 år gammel. Det bliver Jesper Christensen, der har arbejdet 10 år i Live Nation.
Grundet Flemming Schmidts sygdom død har virksomheden de sidste 10 måneder været drevet af Live Nations nordiske præsident, Carl Pernow. I et ønske om at genetablere Live Nation Danmarks ledelse er det ifølge Live Nation en naturlig overgang, at headpromotor Jesper Christensen overtager funktionen som administrerende direktør og bestyrelsesmedlem for Live Nation Danmark. Jesper Christensen ønsker at fortsætte sit daglige virke som headpromotor, og organisationen har derfor valgt at udnævne Jonas Høgh-Christensen til Vice President.
Jesper Christensen udtaler: "Efter 10 år i firmaet ser jeg frem til at videreføre og fastholde Live Nations indsats med at sætte Danmark på det internationale koncertmarked. Live Nation er i dag en dynamisk og kreativ virksomhed, som altid har sat en ære i at sætte publikum og musikken i centrum. Sammen med et stærkt team og gode samarbejdspartnere bliver det spændende at tage hul på et nyt kapitel, hvor vi kommer til at præsentere en masse store oplevelser til det danske publikum".
Live Nations danske kontor på Frederiksberg tæller i dag 25 ansatte samt en række freelancere, både på kontoret og ude ved koncerterne. I alt arrangerer Live Nation Danmark omkring 300 koncerter årligt, driver festivalen Copenhell, varetager diverse kommercielle musikstrategier for virksomheder og står bag Københavns nye multiarena sammen med Københavns Kommune, Real Dania og By & Havn.
I den kommende tid kan Live Nation præsentere koncerter med blandt andre One Direction, Bruce Springsteen, Bon Jovi, Robbie Williams, Neil Young og mange flere, altså især internationale topnavne. Firmaet arrangerer dog også mindre koncerter, eksempelvis med amerikanske Adam Green på Loppen på Christiania fredag den 22. marts.