The Woken Trees – Kælderkolde postpunk-debutanter

I en bidende kold og fugtig kælder i en forladt villa er kimen til The Woken Trees' klaustrofobiskklingende postpunk-debut Nnon lagt. Men historien om den unge sekstet starter allerede ni år tidligere, på et høloft i Bindslev i Nordjylland. For en eftermiddag i 2004 så de dengang fem skolekammerater Kim Heyst, Magnus Westergaard, Henrik Østerby, Malte Selsing og Thomas Brandt The Doors-filmen med Val Kilmer i hovedrollen.

– Den film gav os virkelig blod på tanden til selv at komme i gang med at spille musik. Før havde vi mest bare skatet sammen, men vi gik hurtigt i gang med at lære hinanden at spille på instrumenter hjemme hos Maltes forældres gård, fortæller Thomas og forsætter: – I starten spillede vi bare coverversioner af Danzig-sange, men vi fandt ret hurtigt ud af, at det var vi så fucking dårlige til, at det nok var nemmere at skrive vores egne sange.

Henrik: – Kort tid efter blev der afholdt en konkurrence i kommunen for unge bands, hvor præmien lød på 1000 kroner og et chokoladepåskeæg. Det var nogle nemme penge at tjene, tænkte vi, for den konkurrence kunne vi da godt vinde, hvilket vi så også gjorde.

Thomas: – Fra starten af var kravet bare, at vores musik skulle være mørk, så så længe der ikke var dur-akkorder, var det fint. Det kunne heller ikke være anderledes, da Kims vokal er ret dyb, så musikken blev automatisk bare ret mørk.

Uvidende grønskollinger

I starten var inspirationskilderne netop The Doors og Danzig, men også navne som The Velvet Underground, Nirvana samt danske Kitty Wu og Decorate.Decorate. Der skulle dog gå endnu et par år, inden bandet fandt frem til den lyd, de har i dag.

Thomas: – Det er først omkring 2010, hvor vi får Matthias Riis med i bandet på synth, at vi beslutter os for at få en veldefineret lyd og en bandidentitet.

Kim: – Det er også først deromkring, at vi får nogle mål og begynder at lægge en plan for fremtiden. 

Magnus: – Ja, for der beslutter vi os for, at vi vil lave en plade og lyde, som vi gør nu.

Henrik: – Vi blev enige om, at vi var gode til at spille eksplosivt og hårdt og derfor ville dyrke det.

Thomas: – At vi så skal helt frem til i år, før pladen nu ligger færdig, skal nok tilskrives, at vi bare var nogle uvidende grønskollinger, der ikke viste, hvordan fanden man laver en plade. For i 2010 boede vi stadig i Nordjylland, men besluttede os så for at flytte til København, hvor vi flyttede sammen ind i en forladt villa i Bagsværd.

Henrik: – Det passer så også meget godt med, at nu hvor pladen er færdig, så er vi blevet smidt ud af huset. Vi har ikke noget sted at bo, men vi har en færdig plade.

Hvordan finder man sådan et hus?

Thomas: – I Nordjylland har folk jo gode kontakter, så det var faktisk mine gamle naboer, der sagde, at vi kunne flytte ind i den her gamle villa. Og vi behøvede ikke at betale særligt meget, for det var noget gammelt lort. Men der var plads til os alle sammen, og vi kunne øve i den kolde kælder.

Magnus: – Der havde ikke boet nogen i det hus i over et halvt år, så der lå blade på gulvet, og der var støvet over det hele i det her meget store hus.

Thomas: – De sidste, der havde boet der, var nogle gamle polske håndværkere, og de havde vist kun brugt det til at overnatte i, for det var i virkelig dårlig stand.

Kim: – Der var et oliefyr i huset, men det havde vi ikke råd til at bruge, så vi måtte varme det op med det brænde, vi havde råd til. Så det var tit meget koldt.

Thomas: – Heldigvis var der varmt vand, så man kunne lige klare sig igennem skærene, når man havde taget et varmt bad.

Hvis mor kan lide din musik, er der noget helt galt

Hvad sagde jeres forældre til, at I rejste hjemmefra og flyttede sammen i et faldefærdigt hus?

Henrik: – De syntes, det var håbløst. De troede ikke, vi kunne holde hinanden ud, og de syntes, at vi burde tage en uddannelse i stedet for at lave det der musik. Der har ikke været megen forståelse for det, for hvordan kunne vi tjene penge på at spille musik?

Thomas: – Jeg har heller ikke oplevet den store anerkendelse af musikken, for vores forældre kan sgu ikke lide det, vi spiller. Men det har jeg det helt fint med, for når ens mor kan lide det, man spiller, så er der jo noget helt galt.

Hvad er fordelen og ulempen ved at være hele seks medlemmer i et band?

Henrik: – Fordelen er, at der er flere inputs. Jo flere inputs, jo bedre skulle outputtet gerne blive. Man kan også skabe noget virkeligt spændende og kraftfuldt ved at have så mange instrumenter i gang samtidig.

Thomas: – Ulempen må være, at der ikke er nogen, der gider at have os til at spille live. Der er mange spillesteder, der godt kan lide vores musik, men når de hører, at vi er seks medlemmer, så vil de ikke booke os, fordi vi fylder for meget.  

Hvem:

Kim Heyst, 23 – vokal. Magnus Westergaard, 22 – guitar og vokal. Henrik Østerby, 24 – guitar. Malte Selsing, 22 – bas. Mathias Riis, 23 – synth. Thomas Brandt, 23 – trommer.

Hvad:

Postpunk-sekstet inspireret af navne som The Soft Moon, Wovenhand, Health og A Place To Bury Strangers. Udsender den 11. marts debuten Nnon på Pad & Pen Records, et album der også udkommer på vinyl i samarbejde med Fuzz Club Records, som har stået bag udgivelser med navne som Dead Skeletons, The Wand og Sonic Jesus.

Hvor:

Indtil for nylig har bandet holdt til i villaen i Bagsværd, der var så stor, at der ikke kun var plads til de seks bandmedlemmer, men også til at huse andre bands. Således har navne som Sleepy Sun, Singapore Sling og Piatcions alle overnattet i huset efter koncerter i København.

Læs anmeldelsen af "Nnon" i GAFFAs anmeldelsessektion.