Nyhed

Vær intim med Medina

Kom helt ”tæt på” sangerinden til efteråret

Danmarks ukronede pop-dronning, Medina, gentager sin succesfulde akustiske koncert i Glassalen, Tivoli, som hun gav i efteråret. Denne gang udvider hun blot og drager på turné rundt i landet, hvor hun vil spille på mindre spillesteder.  

Til koncerterne vil atmosfæren være præget af nærhed og intensitet, hvor publikum bliver ført gennem alle Medinas mange hits gennem hendes karriere. 

Den akustiske koncert har været en drøm for Medina længe:


"En akustisk turné, hvor jeg kommer helt tæt på mine fans med mine sange og i et mere nøgent udtryk, har længe været en stor drøm for mig."

Lige siden Medina i 2009 brød igennem lydmuren, har hun indtaget dansegulvene og været i fast rotation på radioer landet over. "Kun for mig" blev begyndelsen på et stykke dansk musikhistorie, der den dag i dag stadig skrives på. I løbet af de sidste tre år har Medina solgt mere end 500.000 singler og over 130.000 album. I samme periode har hun udsendt mere end 20 musikvideoer, modtaget guldplader i Tyskland og rundet over 100.000 solgte eksemplarer af det internationale debutalbum "Welcome to Medina".

Den engelsksprogede opfølger, "Forever", er allerede udgivet i store dele af Europa og udkommer til september i det forjættede USA. Singlerne "You and I" og "Addiction" var Medinas første internationale udgivelser, der nåede toppen af blandt andet den amerikanske Billboards "Hot Dance Airplay"-hitliste, og singlerne lå også i A-rotation på BBC's Radio 1.


Billetter kan blandt andet findes via GAFFA Live og turné-planen er som følger:

Den 11. oktober, Kulturhuset Viften, Rødovre

Den 12. oktober, Gjethuset, Frederiksværk


Den 13. oktober, Koncerthuset, København

Den 16. oktober, Musikhuset, Esbjerg 

Den 17. oktober, Vejle Musikteater, Vejle


Den 18. oktober, Skråen i Nordkraft, Aalborg

Den 19. oktober, Det Musiske Hus, Frederikshavn

Den 23. oktober, Folkets Hus, Struer


Den 24. oktober, Magasinet, Odense

Den 25. oktober, Tivolifriheden, Aarhus

Den 26. oktober - Sønderjyllands Hallen, Aabenrå


Den 30. oktober - KulturCenter Limfjord, Skive

Den 31. oktober - Kulturcenter, Thisted

Den 1. november, Værket, Randers


Den 2. november, Herning Messecenter, Herning

Den 6. november, Portalen, Greve  

Den 7. november, Ringsted Kongrescenter, Ringsted


 

ANNONCE