Den alsidige musiker og streamingtjenesten WiMP giver danskerne mulighed for at lytte til gamle indspilninger fra ManRec-pladeselskabet
Thomas Blachman har sammen med streamingtjenesten WiMP udgivet samlingen "ManRec 98-99", der indeholder gamle indspilninger fra 90'erne. Det netop genudgivne materiale byder på en lang række numre med blandt andre Mark Linn, Kaya Brüel, Claus Hempler, Thomas Winding, King Midas, Loose og Kyoto – i alt mere end 20 album.
Thomas Blachman startede tilbage i 1998 pladeselskabet ManRec, som skulle revolutionere den danske musikscene. Ideen med selskabet var at give etablerede såvel som nye kunstnere mulighed for at eksperimentere med deres musik, som efterfølgende kunne købes på cd over nettet. Den digitale forretningsmodel var dengang relativt ukendt og kom for eksempel to år før lanceringen af iTunes. I tillæg til det online salg åbnede Blachman også en fysisk forretning i København, hvor man kunne købe cd'erne og lytte til musikken. ManRec-projektet fik dog en kort levetid, og Blachman måtte blot et år efter lanceringen lukke ned for selskabet. Set i lyset af fiaskoen ser han nu frem til at genudgive den musik, som efterfølgende er gået i glemmebogen.
– For mig er pladerne et historisk dokument. Jeg er glad for, at det kommer ud nu. En del af musikken er ganske godt tænkt. Alle, der var involveret i processen dengang, glemmer det aldrig. Men det solgte ikke en skid, fortæller Blachman i et interview til WiMP, hvor han med glæde mindes tiden med det musikalske projekt:
– Jeg boede på Scherfigsvej i en villa, jeg købte af den amerikanske ambassade på 700 kvadratmeter – helt sindssygt billigt – for to en halv million. Med fuldstændig vanvittig smuk arkitektur. Jeg boede ovenpå med min daværende kæreste, og nedenunder – i alle de her forskellige rum – havde mine musikervenner indrettet studier, hvor de indspillede musik fra morgen til aften. Det hele skete spontant, de kom med deres udstyr, og jeg stillede bare mit hus til rådighed.
Om motivationen til at genudgive det glemte materiale fortæller Jonas Kleinschmidt, musikredaktør i WiMP Danmark:
– Mange af udgivelserne har stor kunstnerisk værdi og fortjener mange flere lyttere. For eksempel er Mark Linn-albummet den vildeste r'n'b-plade. Og Thomas Windings spoken word-plade er et meget rørende og smukt værk fra en af Danmarks bedste stemmer. Begge de udgivelser fortjener klassikerstatus.