Imponerende dvd-boks fra Amnesty-koncerter

Dvd-anmeldelse af Amnesty International - Released - The Human Rights Concerts 1986-1998, 6 dvd:

16 ½ timer. 12 af dem ren musik. Amnesty International lægger op til 65-året for FN's menneskerettighedserklæring 10. december via en boks med organisationens fire store Human Rights-turnéer/koncerter i 1986, 1988, 1990 og 1998, plus ekstraklip, numre fra andre arrangementer, agitationsfilm m.v.

Det er et enormt overflødighedshorn af stjerneoptrædener. 35 navne, 138 numre, 123 fra de fire "store" arrangementer. Og selv om der selvfølgelig skal zappes alt efter kvalitet og smagsløg, er der også herlige stunder til flere gensyn.

1986:
Først Giants Stadium i New Jersey, som var punktum for den allerførste Human Rights-turné i 1986, der foregik i USA og virkede som en brydningstid med et meget broget sammensat hold af musikere lige fra hippietidens Peter, Paul & Mary over Miles Davis, Yoko Ono og en jam-glad Santana frem til Peter Gabriel og U2.

Trods svingende lyd især i starten - og kvalitetssvingende præstationer af bl.a. Little Steven og Bob Geldof - præsenterer optagelserne også flere perler: Især de stærke kvinder Joan Armatrading og Joni Mitchell som fremstår ekvilibristiske på hver deres måde - bare oplev Mitchell i Hejira. Mægtigt. Og selv om Lou Reed er hørt med bedre backing, er hans egen gnistrende, hyperengagerede optræden også et syn værd. Mere selvfølgelig på rollelisten er Peter Gabriel i et længere indslag med bl.a. Biko (den kommer tre gange undervejs). Samt Bono og U2, hvor en sang som Pride (In The Name Of Love) især giver mening her - og som til sidst får besøg af Reed, Rubén Blades og Little Steven. Og endelig et meget stærkt The Police gendannet specielt til lejligheden efter to år - med Sting i underkæbe-tabende superform. Hvor var han stærk dengang.

1988:
Human Rights-koncerternes - og denne boks - højdepunkt kom to år senere: vanvids-turen i 1988 med 20 koncerter på fem kontinenter, ofte i politiske brændpunkter, og med superholdet Bruce Springsteen & E-Street Band, Peter Gabriel, Sting, Tracy Chapman og Youssou N'Dour. Fem navne, som tydeligvis trivedes i hinandens selskab - ud over velvilligt at lade sig bruge som agitatorer i sagens tjeneste. Venskabet mellem Sting og Springsteen er tydeligt - og mærkes i duetterne Every Breath You Take og The River. Gabriels Biko havde ekstra følelsesmæssig effekt på turen i en periode, da Nelson Mandela stadig sad i fængsel, ligesom Stings They Dance Alone skrevet til de chilenske enker efter Pinochets diktatur har helt speciel karakter og format.

Men der er også smil: Det hele ender med Sting og Peter Gabriel udklædt som cowboy-Springsteen med mundspringvand og kolbøtter i afslutningen Twist and Shout - og fortæller alt om et helt specielt sammenhold i et stjernekollektiv, som dedikerer sig til sagen, sænker paraderne og udvikler venskaber, som varer den dag i dag. En meget vellykket koncert-dokumentar.

1990:
1990 havde sit helt egen fokus ved at lande i Chile – blot få måneder fri af Pinochets brutale greb: Sinead O'Connor med en vred, følelsladet Nothing Compares 2 U og New Kids On The Block varsler nye tider, men de politiske træffere som Biko og specielt They Dance Alone, hvor Sting danser med Chiles enker på scenen, mens en oprørt Sinead O'Connor slet ikke kan styre følelserne i sammenhængen, er den emotionelle stjernestund, som hele stadion reagerer på.

1998:
Endelig blander Paris i 1998 den gamle garde Gabriel, N'Dour, Chapman, Springsteen med stærke vitamin-indsprøjtninger: Thank You med Alanis Morissette. Asian Dub Foundations aggressive og stærkt politiske musikalske mikstur i Free Satpal Ram. Og især Radioheads gennembrud dengang, da Thom Yorke & co. tager Amnesty-depechen videre mod nye tider med gennemtrængende stærke udgaver af bl.a. Karma Police og Paranoid Android.

Og så var der ekstra tiltrækningskraft via de genopstandne zeppelinere Page/Plant og en stærk fortolkning af bluesen Babe I'm Gonna Leave You – selv om de var hørt endnu bedre ved deres MTV-koncert (og i Roskilde). Ligesom Springsteens akustiske solo-stund, hvor den eftertænksomme country-blues-udgave Born In The USA altid er et kig værd.

Men alt i alt dokumenterer boksen ikke bare musikken, men også en periode, hvor musikerne kunne bruges og lod sig bruge i større politiske sammenhænge og store shows: Live Aid, Free Nelson Mandela-koncerten, osv. Med en vis effekt og øget opmærksomhed, som ekstramaterialet også er med til at understrege.

Og selv om alt langtfra er seksstjernet – selvfølgelig - er boksen alligevel rig på ekstraordinære stunder, som gør den speciel: Ekstra-klip med en ekstremt tap-dryppende Springsteen i Zimbabwes tropenat i 1988. Gabriel-filmet natklub-jam i 1986 med en total-eksalteret Bono sammen med Larry Mullen, Jr. Lou Reeds guitarist og Gabriels rytmesektion. Pressemøder, hvor stjernerne velvilligt stillede op til journalist-bank i de lande, de besøgte (møder, som Springsteen frygtede og måtte læse på menneskerettigheds-lektier for at kunne stå model til). Plus den allerførste Amnesty-musikoptagelse med Pete Townshend – eller Bono og Damien Rice med U2-sangen Walk On optaget live sidste år, og skrevet til Burmas Aung San Suu Kyi, der ved denne lejlighed blev fejret efter to årtiers indespærring. Eller…

Jo, det hele lagt sammen nytter. Og er tilmed stærkt underholdende i denne form.

Vurdering: 5 ud af 6 stjerner