Jungersen: Hvis jeg ikke skriver om det her, så gør ingen

I anledning af at Steffen Jungersens anmeldelses-antologi "Dr. Rock" (læs mere om bogen her) udkom sidste uge, har vi mødt manden med den leksikale hjernebark i hjemmet på Nørrebro, der emmer af et liv med rock og rul. Som han åbner døren, fremtoner han som en dansk Lemmy, dog med en imødekommende klukken klistret til enden af hver anden sætning.

Indtil for nylig var han musikredaktør på BT med 25 års erfaring – han har altid stået på egne ben, som han spytter om sig med medrivende metaforer og en forkærlighed for den hårde rock. Men nu er forummet hans egen hjemmeside, og ordene flyder lige så passioneret og ubesværet som altid. Som han sidder og langer bogstavrim og røverhistorier over kaffebordet, tror man på, at det er den ægte Jungersen, man også oplever i skriftform. Selvom han fik en hjerneblødning, og selvom han ikke længere arbejder sammen med BT, fortsætter han ufortrødent.

Den hårde rock

Du er jo kendt som en af de største danske rockanmeldere indenfor de sidste mange år, men særligt indenfor den hårde rock. Hvad er det, den hårde rock specielt kan?

- Der er mange mennesker, som gerne vil have rocken som den oprindelig var ment, hvor der var guitar, bas og trommer og så kører toget, ikke? Altså helt tilbage til Chuck Berry og tidlige Stones og sådan nogle ting. Der er et fokus på at "vi skal kunne spille godt, og der må ikke være nogle hjælpemidler". Og det er i hvert fald dét, der altid har betydet noget for mig, altså at det var ægte, ikke? Og hvorfor hører folk AC/DC? Det er fordi, det er udspringet, det er urkraften, det er sådan set dér, det hele starter.

Jungersen taler med en sjælden passion for livet med den hårde rock, som for ham på mange måder ikke blot er et sidegesjæft, men en decideret livsstil. I bogen fortæller han om en skelsættende episode i 2003. Da han fik en hjerneblødning, ængstedes han allermest for, om minderne var tabt:

"Hvad nu hvis jeg ikke længere kan huske alle de gode rockkoncerter, jeg har været til … og HVAD NU HVIS JEG IKKE LÆNGERE KAN HUSKE DE STONES-KONCERTER, JEG HAR VÆRET TIL??"(s. 20 i Dr. Rock)"

Hvis minderne var væk

Og historien er ifølge Jungersen in person ganske sand:

- Jeg ved godt, det er en fuldstændig vanvittig historie, men det er faktisk rigtigt. Jeg lå derude på Bispebjerg Hospital. Og det, der sker, når man får sådan en hjerneblødning, hvad jeg ved gud ikke ville ønske for min værste fjende, det er, at ens sanseapparat det bliver fuldstændig rykket, ikke? De første dage kunne jeg ikke udtrykke noget, og jeg kunne ikke læse... Ja jeg kunne sgu dårligt nok se. Alting det stod sådan på skråt nærmest.

- Det åndssvage ved det var, at samtidig med at man var i den der tilstand, var jeg fuld bevidst om dét, der skete omkring mig, jeg kunne bare ingenting udtrykke. Da der var gået tre dage, og det værste var overstået, så sidder jeg inde i opholdsstuen på hospitalet, og så spillede de et eller andet i radioen. Og det lød helt forkert.. For jeg var jo langt fra rask endnu på det tidspunkt. Og jeg kan huske, at det var dét, der triggede det, at det dér lød forkert.

- Så slog det ned i mig "åh nej........ hvad nu hvis jeg ikke kan huske de gamle Stones-koncerter", nok fordi de to seneste koncerter, jeg var til, inden jeg blev syg, det var Rolling Stones. Så åndssvagt det end lyder, så slog det bare ned i mig, at jamen det var da det værste, hvis ikke jeg kunne det, så kunne jeg jo lige så godt være død.

Bruddet med BT

Du har oplevet en del modgang og er blandt andet blevet fyret fra BT... hvad var det, der skete?

- Det var jo ikke så meget en fyring... Det vil jeg gerne understrege. BT finder her i foråret ud af, at de ikke har så meget plads til musikanmeldelser længere, og så har vi jo ikke noget at bruge hinanden til længere. Jeg kunne måske godt have blevet der, hvis jeg lavede alt muligt andet, men det var jeg ikke interesseret i. Så det er ikke så meget en fyring, som det bare er "vi har ikke brug for hinanden mere". Men jeg har ingen bitterhed overhovedet mod BT, snarere tværtimod. Jeg var glad for at være der alle de år, jeg var der, og at jeg fik lov til alle de ting.

Efter "bruddet" med BT har Jungersen startet sit eget website, steffenjungersen.dk hvor hans unikke skrivestil og passion for rocken stadig har sit råderum.

- Jeg er sgu for gammel til at starte forfra, du ved. Nu skal vi have det sjovt i de år, vi har tilbage. Det er jo det, jeg altid har lavet, nu laver jeg det bare for mig selv i stedet for at lave det for BT. Der er ikke noget, der har ændret sig der. For det er en meget stor del af mit liv, og jeg har svært ved at skille, hvad der er fritid og arbejde... Men det er jo klart, når ens arbejde er det, man brænder mest for.

Små stakler i stivnede strikketrøjer

Men er der noget, der kan få dig til at stoppe?

- I halvfemserne, hvor meget var grunge og Weltschmerz, overvejede jeg flere gange at holde med at skrive om musik, for jeg tænkte "jeg kan ikke være med her, det gider jeg sgu ikke". Jeg behøver sgu ikke et eller andet band til at fortælle mig, at det går ad helvede til... det ved jeg godt. Så hvis der kommer sådan en længerevarende periode med små stakler i stivnede strikketrøjer, så kan det sgu godt være, jeg ikke gider mere.

Men den danske presse har fra starten ikke været gode nok til at dække den musik, han holder mest af, den hårde rock. Og sådan forholder det sig ifølge Jungersen stadigvæk. Men så har vi jo ham til at sprede ordet:

- Det var derfor, jeg startede med at skrive om musik tilbage i midt-80'erne. Dengang der var metal og hård rock jo megastort. Men der var sgu ingen, der skrev om det, for det var ikke fint nok, eller hvad fa'en grunden var... Dengang kaldte man Tøsedrengene rock.... Altså, hvad fa'en sker der. - Og da BT og jeg blev enige om, at vi ikke længere havde brug for hinanden, og jeg så begyndte på websitet, der var ræsonnementet fuldstændig det samme. "Hvis jeg ikke skriver om det her, så er der fandeme ikke nogen, der gør det".