Kulturstyrelsen har besluttet, at bygningen ikke er bevaringsværdig efter den voldsomme brand i 2011
To år efter den voldsomme brand har Kulturstyrelsen nu besluttet, at KB Hallen bliver taget af listen over fredede bygninger, skriver Ritzau. Selvom Kulturstyrelsens rådgiver har udtalt, at hallen kan repareres på forsvarlig vis, har man besluttet at fjerne fredningen af bygningen, så ejeren ikke længere er forpligtet til at genopbygge. KB Hallen blev fredet i 2011, kort før branden, på grund af sine arketiktoniske og kulturhistoriske værdier, og det har haft store konsekvenser for bygningens fremtid efter branden.
Tilbage i juli i år kunne GAFFA skrive, at der ikke var penge i kassen til at genopbygge hallen, da hallen ved branden var underforsikret, hvilket betød, at erstatningen kun blev 80 millioner kroner, hvorimod det reelle tal for en genopbygning af hallen, efter fredningen, er nærmere de 250 millioner kroner. Bestyrelsesformand for Kjøbenhavns Boldklub Niels-Christian Holmstrøm udtalte dengang: "Det ulykkelige er, at hallen brænder på et tidspunkt, hvor vi ikke er opmærksomme på, at man skal ændre forsikringsbetingelserne, når bygningen er fredet. Jeg var faktisk ikke klar over, at man selv skulle henvende sig til sit forsikringsselskab. Så vi har kun fået den sædvanlige godtgørelse til at genopføre en tilsvarende bygning i tidens materialer. Og det er kun en tredjedel af, hvad det vil koste at renovere KB-Hallen, så fredningsværdierne bevares."
I stedet for at genopbygge det, der stod før branden, har Kjøbenhavns Boldklub planer om et nyt byggeri, hvor man vil forsøge at bevare de dele af bygningen, som ikke blev ødelagt af flammerne.
Københavns Politis brandsektion har tidligere konkluderet, at branden i KB Hallen opstod grundet nogle papkasser, som stod for tæt på en tæt halogenlampe umiddelbart før åbningen af en erotikmesse i hallen. København mistede hermed et af sine helt store koncertsteder, hvor stjerner som Rolling Stones, The Beatles, Fleetwood Mac, Black Sabbath og Lady Gaga igennem tiderne har optrådt.