Nyhed

Koda og YouTube indgår aftale

Fremover vil danske sangskrivere og komponister modtage betaling, når deres sange afspilles på YouTube

Koda og YouTube har indgået en aftale , der betyder, at danske sangskrivere og komponister som for eksempel Medina (billedet) får penge, hver gang deres sange afspilles på det altomfavnende YouTube. Forhandlingerne har været i gang i en længere periode, og parterne er altså nu nået til enighed.

Det nye tiltag trådte i kraft fredag den 1. november, og indtægterne er reklamefinansierede, hvilket vil sige, at de genereres, når der bliver vist annoncer i forbindelse med YouTube-partneres videoer. Administrerende direktør i Koda Anders Lassen fortæller:

– Aftalen med YouTube er en milepæl. Vi har nu sikret vores medlemmer en betaling, når deres musik bliver brugt på den meget populære tjeneste. For os er det også afgørende, at langt størstedelen af al musikbrug på nettet nu skaber indtægter til kunstnerne.


Hos Google Danmark supplerer direktør Peter Friis:

– Vi er utroligt glade for at have indgået en aftale med Koda og dermed de mange kunstnere, som Koda repræsenterer. Aftalen vil give bedre vilkår for produktion af dansk indhold og vil betyde, at artister, komponister og sangskrivere kan tjene penge på deres musik på YouTube. Dertil er det også en stor gevinst for alle brugere af YouTube, for hvem det at lytte til musik og opdage nye kunstnere på YouTube, er en vigtig del af deres onlineoplevelse. 

 


 

ANNONCE