Danskrockens grå eminence gør status
Mens det obligatoriske kvantum fan-foder om tidens popidoler - One Direction, Medina og hvad de nu ellers hedder - sprøjtes ud i frygtindgydende tempo, får også de gamle drenge fra danskrockens guldalder efterhånden fortalt deres historier. Bevares, udgivelsesfrekvensen er mere sindig, men ikke desto mindre har vi siden årtusindskiftet fået bøger om eller af folk som Troels Trier, Kim Larsen, Allan Olsen, Niels Skousen, C.V. Jørgensen og Jan Toftlund.
Til denne gamle garde hører også promotoren, musikeren og mad-entusiasten Peter Abrahamsen, som navnlig har sat sine aftryk bag kulisserne i dansk rock- og folkemusik gennem flere årtier - og som altså nu har fortalt sin historie til hustruen og journalisten Abelone Glahn.
Og mens uomgængeligheden af mandens tidlige bidrag til musikscenen (under navnet Peter Abrams) unægteligt kan diskuteres, er det vanskeligere at komme uden om Abrahamsens centrale rolle for folke-og visesangen herhjemme og det, som siden er blevet benævnt den "litterære bølge" - halvfjerdsernes frugtbare parring mellem litterære koryfæer som Tom Kristensen, Inger Christensen, Emil Aarestrup og Bertolt Brecht og populære musikere som Sebastian, Peter Thorup, Erik Grip og Pia Raug.
Begivenhedsrigt liv
Inden da havde Abrahamsen allerede ageret oppasser for nogle af tidens store, internationale navne i rollen som turmanager for Scandiavian Booking Agency (SBA). Og i al respekt for mandens evner som cajun-kok, rock- og visesanger med mere kan man da også argumentere for, at det netop var i disse år - fra '67 til udgangen af halvfjerdserne - at Abrahamsen ydede sine væsentligste bidrag til den danske populærmusiks historie.
I det lys er det selvfølgelig en kende ærgerligt - om end forståeligt - at disse år kun fylder godt 70 sider i den 326 sider lange beretning - eller det ene af bogens i alt fem hovedafsnit.
Siden følger så historien om - blandt andet - Abrahamsens tilbagevenden til rollen som udøvende musiker, faderskabet til seks børn, forelskelsen i den portugisiske fado-tradition, aktiviteterne som politisk sanger på ikke mindst tidens Land & Folk-festivaler - og helt frem til de senere år på Falster med kræftdiagnose, Jeppe Aakjær-fortolkninger og de "dagligstue-koncerter," hovedpersonen i skrivende stund stadig drager ud i landet og giver.
Jo, det er et langt og begivenhedsrigt liv, som her lægges ud i en lettilgængelig prosa - som fortæller det, den skal, uden ligefrem at fremstå som en sproglig pragtpræstation. Hertil kommer (meget) fyldige citater fra hovedpersonen selv, inklusive polemiske refleksioner om (folke)musikkens vilkår herhjemme før og nu, og endelig en række illustrationer i form af fotos, optrykte artikler, plakater med videre.
På bar med Janis
Man kan ikke bebrejde en mand, som sætter sig for at fortælle sin livshistorie, at han ikke blot dvæler ved et enkelt årti. Det er klart. Samtidig er der dog noget lidt utilfredsstillende over, at der for eksempel kun ofres en halv side på Peter Thorups mesterlige lyrikplader - eller at arbejdet med Jan Toftlund, Sebastian og Benny Holst & Arne Würgler overstås på i alt seks sider i umiddelbar forlængelse heraf.
På samme vis med SBA-tiden, hvor der ville have været mulighed for at fortælle om en aften i baren på et stockholmsk hotel med Janis Joplin og Fleetwood Mac i '69, en taxatur med Jim Morrison året før eller stunder med Marlene Dietrich eller Ravi Shankar - de nævnes alle, men foldes aldrig ud. "Det er blot et stykke håndværk, men det bliver til gode anekdoter bagefter, når man fortæller om arbejdet," siger Abrahamsen et sted. Det tror man på. Men hvorfor får vi dem så ikke?
At Sebastians Brecht-bearbejdning "Sangen om Vandhjulet" (fra eminente "Tiderne Skifter," red.) her bliver til "Møllehjulet" eller Røde Mors debut-ep "Johnny gennem ild og vand" (med sangen "Lil' Johnnys mund") bliver til slet og ret "Lil' Johnny" er måske nok mindre væsentligt. Til gengæld kan man godt diskutere formen med kapitel-lange citater kombineret med en måske lovligt loyal prosa:
"Nu kunne det lyde, som om Peter ikke havde brugt tiden på andet end at oversætte og udgive albums i de år, han har boet på Falster, men indspilningerne var blot en del af de aktiviteter, han satte i gang." Eller: "Men at Peters interessefelt var bredt og ikke altid handlede om politik, viste sig tydeligt i samme årrække."
Der er sådan set ikke noget galt i mikrofonholderi i en sammenhæng som denne, men hvorfor så ikke gå hele vejen og lave en decideret selvbiografi med hustruen som ghostwriter? Nuvel, det er rigtig fint at historien nu er fortalt til eftertiden. Fred så være med, at det ikke er nogen overrumplende omgang i rent stilistisk forstand.
(Bedømmelse: Tre af seks mulige stjerner)
Peter Abrahamsen & Abelone Glahn: Man skal jo starte et sted - Peter Abrahamsen fortæller om sit liv. Forlaget Sohn, 344 sider, illustreret.
