Det ville være halsløs gerning at forsøge at forklejne den rolle, bandet Shubidua har spillet på den folkelige, danske musikscene de sidste godt 40 år; er man vokset op herhjemme i 1900-tallets sidste årtier, vil man næsten utvivlsomt være stødt på figurer som hunden Vufelivov, hvalen Valborg, for ikke at tale om sprogligt-kulinariske nyskabelser som kylling med softice og pølser eller generator-boullion.
Der skal således nok være adskillige læsere derude, som vil glæde sig til at læse den personlige beretning om guitaristen Michael Hardingers 40 år i branchen - lige fra de helt unge år som rejseguide i charterturismens tidlige år, over successen i Shubidua til soloprojekter og historien om, hvordan han siden brugte dele af sin (ny)rigdom på blandt andet at stifte hjem i Californien, samle på brugte biler og opkøbe og renovere gamle huse i sit andet hjemland.
Direkte tone
Netop indtrykket af en udpræget "self-made man" står da også tilbage efter læsningen af mandens selvbiografi, hvis titel synes særdeles rammende: Det er en historie i dur og ikke i mol, for læseren delagtiggøres aldrig i de nedture og konflikter, som der næsten uundgåeligt må have været undervejs.
I stedet får vi hovedpersonens skudsikre selvbillede blæst ud over knap 200 sider, og bogen byder på såvel lejlighedsvise anstrøg af arrogance som et ikke ubetydeligt kvantum tyndslidte rock'n'roll-klichéer. Man har således knap åbnet bogen, før den meget direkte tone (som nogen formentlig vil finde sympatisk) slås an. Tag bare bagsideteksten:
Ungdomsoprøret i 1967 deltog jeg ikke i. Jeg havde ikke noget at gøre oprør imod. Jeg gjorde hvad der passede mig i forvejen, og samfundsomstyrtning ragede mig en papand. (Næsten et Lennon-citat). I 60-erne var der ikke meget forståelse for at man nok kunne leve af at spille det der åndssvage pop-musik. Men hvad vidste de voksne, og hvad har det vist sig at de vidste- Nothing!! Ikke sandt, Mylle?
På omslagets inderside foregriber Hardinger endvidere selv eventuel kritik af bogens sprog og retskrivning:
Der er ingen ghost-writer på, og tegnsætningen er som det behager mig, da jeg synes det er latterligt ikke at bruge kommaer til at skille teksten for forståelse, i stedet for kold kryds og bolle. Deal with it. Klager modtages ikke, kære skole lærere. I gjorde jeres bedste men den bed ikke på mig.
Jo, Hardinger er en selfmade man, og der skal nok være nogle (jævnaldrende?) mænd derude i parcelhusene, som tænker at "wow, hvor er det bare fedt, hvad ham dér har opnået!." Bevares, det er det såmænd da også. Ikke desto mindre ville det dog måske nok have klædt produktet, hvis Hardinger - alle fortræffeligheder til trods - havde valgt at alliere sig med en professionel skribent i arbejdet med at formidle sin livshistorie, som i øvrigt slet ikke er uden underholdningsværdi.
Unødigt jovial
Stilistisk set er "40 år i A-dur" nemlig om ikke et decideret makværk, så i al fald en omgang med adskillige irritationsmomenter. Uelegant og unødigt jovialt er det således, når forfatteren diverterer med trættende køns-stereotyper ("Sådan er drenge/mænd. Så kan kvinderne ryste på hovedet af os. Men de kan ikke konkurrere med det"), løbende indføjer internetadresser i selve brødteksten (fremfor i en bibliografi) eller får forfladiget den afghanske kultur med en hurtig halvsides "analyse" af tingenes tilstand i det krigshærgede land:
Og så tror de jo at de kommer i himlen og får 72 jomfruer stillet til rådighed, hvis de de dør. En for vesterlændinge virkelig skræmmende tanke, med mindre der er tale om smørrebrødsjomfruer. (...) Stakkels folk! De lever i en rotterede af klan-styret stenaldersindsyge, og er med en dødsdom hængende over hovedet tvunget til opiumsdyrkning.
Mere seriøst bliver helhedsindtrykket ikke af, at bogen er illustreret med, hvad der ligner børnetegninger - som dog fornuftigvis suppleres af arkivmateriale, der må formodes at have en vis interesse for fans: Privat- og pressefotos, pressemeddelelser med videre.
Engelsk orddeling er gennemgående (men ikke mere korrekt af den grund) i bogen, overforbruget af udråbstegn er exhorbitant - og så kunne lidt korrektur i øvrigt have reddet Hardinger fra at stave yngre kolleger som Nik & Jay ("Nick og Jay") og Lukas Graham ("Lucas Graham") forkert. Jo, det er en lovligt hjemmegjort omgang, vi her får. På den mindre gode måde, that is.
(Bedømmelse: Tre af seks mulige stjerner)
