Nyhed

D-A-D annoncerer jubilæumstour og opsamling

Et af Danmarks mest succesfulde rockbands gennem tiden sætter alle sejl ind på fejring af deres 30 års jubilæum

"I vores alder gælder det om at spille live." Sådan lød det for kort tid siden på D-A-D's selvindkaldte pressemøde. Så det vil de gøre, de fire danske rock'n'rollere. Den 28. januar påbegynder de en Danmarksomspændende turné, der, med 30 koncerter i alt, vil bringe dem hele vejen fra Frederikshavn til Den Grå Hal på Christiania. Når Danmarksturnéen er slut vil de, efter "en lille puster," drage ud i Europa og gøre det hele én gang til for de europæiske fans, der efterhånden tæller en pæn skare.

Ud over den omfattende Danmarks- og Europatour udgiver D-A-D en dobbelt-cd med 30 af de største hits gennem tiden i kronologisk rækkefølge, så man kan følge bandets udvikling gennem årerne. Den udkommer samme dato, som touren skydes i gang – nemlig den 28. januar i Maskinhallen i Frederikshavn.

Den skelsættende dato, der markerer 30-året for D-A-D's opstanden bliver, ifølge gruppen selv, den 3. marts. På samme dato tilbage i 1984 spillede de deres første job på Musikcaféen i København, som opvarmning til pige-punk-bandet Tee Vee Pop. Siden er det blevet til 11 studiealbums og status som danske rockpionerer helt i front.


Se turnédatoerne på D-A-D's hjemmeside

Se pressemødet her:


ANNONCE