Billetindehaverne til fredagens koncert kan se frem til et særdeles veloplagt band
Fredag den 18. oktober giver veteranbandet Fleetwood Mac koncert i Jyske Bank Boxen i Herning. Onsdag aften indtog gruppen O2 World i Berlin, hvor de gav en tre timer lang koncert, der ifølge GAFFAs anmelder vil blive husket mange år frem. GAFFA Norges anmelder Tord Litleskare var med til koncerten, som han har valgt at give de maksimale seks stjerner. Mere præcist rapporterer Litleskare:
"Sjældent har man oplevet en så velspillet koncert som den, Fleetwood Mac leverede i Berlin denne aften. Mick Fleetwood og John McVie udgjorde som altid en solid rytmesektion, men der var ingen tvivl om, at Stevie Nicks og i endnu større grad Lindsey Buckingham på alle måder stjal showet. Specielt sidstnævntes guitarsoloer under sange som "I'm So Afraid" og "Go Your Own Way" fremkaldte gåsehud hos undertegnede."
Generelt understregede GAFFAs norske anmelder det høje niveau, som blev vist til aftenens koncert, heriblandt Stevie Nicks' formidable stemme, der stadig holder på trods af hendes nu 65 år. At dømme ud fra gårsdagens koncert med Fleetwood Mac er der altså noget at se frem til i Jyske Bank Boxen i morgen.
Anmeldelsen publiceres hos GAFFA Norge i nær fremtid.
Til gårsdagens koncert i Berlin spillede Fleetwood Mac følgende numre:
Second Hand News
The Chain
Dreams
Sad Angel
Rhiannon
Not That Funny
Tusk
Sisters Of The Moon
Sara
Big Love
Landslide
Never Going Back Again
Without You
Gypsy
Eyes Of The World
Gold Dust Woman
I'm So Afraid
Stand Back
Go Your Own Way
World Turning
Don't Stop
Silver Springs
Say Goodbye