Nyhed

James Blake vinder Barclaycard Mercury Prize

Den engelske elektroprins løb med sejren, da den prestigefyldte musikpris blev uddelt i går

Engelske James Blake er blevet hædret for sit andet album "Overgrown," der i går vandt den prestigefulde engelske Barclaycard Mercury Prize, der løb af stablen for 22. gang i Londons Roundhouse. Blake skriver sig nu ind i historien af vindere sammen med Primal Scream, Suede, Portishead, PJ Harvey, Arctic Monkeys, Klaxons, Alt-J og mange flere.

"Tak til mine forældre for at vise mig vigtigheden af at være et selvstændigt menneske." Med disse ord modtog den fåmælte herre hæderen for sit arbejde.

James Blake var oppe imod navne som Arctic Monkey med "AM," David Bowie med "The Next Day," Jake Bugg med "Jake Bugg," Foals med "Holy Fire" og Laura Mvula, der på forhånd var bookmakernes favorit med albummet "Sing To The Moon." Arctic Monkeys havde mulighed for at skrive sig ind i historiebøgerne ved at vinde prisen to gange (De vandt i 2006 med "Whatever People Say I Am, That's What I'm Not."), men rocken måtte se sig overgået af den sangskrivende electronica-pioner. Kun én har gennem tiden formået at vinde prisen to gange, og det er PJ Harvey med "Stories From The Cities, Stories From The Sea" i 2001 og "Let England Shake" fra 2011.


Barclaycard Mercury Prize uddeles til kunstnere fra Storbritannien og Irland, og foruden æren medfølger 20.000 pund.

James Blake albumdebuterede i 2011 med en selvbetitlet plade, hvorfra især Feist-coveret "Limit to Your Love" blev et verdensomspændende hit. Han har fået masser af roser for sin særegne blanding af singer-songwriting, soul, elektronika, dubstep og sit karakteristiske klaverspil, alt sammen med en gennemført melankolsk og stemningsfuld undertone, der nu har placeret ham blandt Englands mest prominente kunstnere.

Vinderalbummet "Overgrown" fik ved udgivelsen i april 2013 fem stjerner med på vejen af GAFFAs anmelder Simon Nathanael under overskriften "Blake insisterer på at virke der, hvor bovvand bliver til kølvand". Anmelderen skrev videre:


"På åbningsnummeret "Overgrown" efterlader komponisten bas og beat under et lukket filter, mens sporadiske, fugtige klaverakkorder mådeholdent definerer tonearten kun hjemsøgt af svirpende, rytmiske diskanter. Sangskriveren brænder for alvor igennem på "Our Love Comes Bac"k og "DLM" med fænomenale klaver-ballader, som langsomt støves til af støjflader og en blød r'n'b-bund, mens de melankolske linjer brydes af hiphop-nummeret "Take A Fall For Me" feat. RZA."

Se videoen til "Overgrown" her:


ANNONCE