Nyhed

Naughty Boy aflyser koncert i Danmark

Manden bag et af sommerens største hits, ”La La La", har aflyst hele sin Europa-turné, hvilket inkluderer koncerten i Amager Bio

Naughty Boy har annonceret, at han aflyser alle sine europæiske koncertdatoer i efteråret, hvilket inkluderer den planlagte koncert i Amager Bio den 27. november. Aflysningerne skyldes promotion-planer af hans debutalbum "Hotel Cabana", der falder sammen med koncerterne. Det er endnu uvist, om og i så fald hvornår en ny dansk koncertdato kan komme på tale.

Naughty Boy har tidligere primært arbejdet som producer og med-sangskriver for forskellige, engelske kunstnere. Blandt andre på Emeli Sandés millionsælgende debutplade "Our Version of Events" fra sidste år. Nu har den 28-årige kunstner bevist, at han også kan klare den opgave, det er at stå i front for et monsterhit.

Naughty Boy har netop udgivet sit debutalbum "Hotel Cabana", som blev anmeldt af GAFFAs Maria Therese Seefeldt Stæhr, der gav det tre stjerner under overskriften: "En åben invitation til showcase på pophotellet."


Det er ikke lang tid siden, Naughty Boy besøgte landet, hvor han den 23. september var en del af programmet til dette års The Voice '13. Du kan se billeder fra arrangementet her. 

ANNONCE