Nyhed

P6 Beat inviterer til fest i Koncerthuset

Danmarks førende rock-radiokanal slår dørene op til en lang aften med koncerter på fem scener

For andet år i træk afholdes "P6 Beat rocker Koncerthuset," hvor radiokanalen præsenterer et line-up af topaktuelle kunstnere for et stort musikelskende publikum. På bedste festivalvis indtager de forskellige kunstnere alle fem scener i Koncerthuset, og så kan publikum selv vælge, hvem de vil opleve.

Det kommer til at foregå lørdag den 7. december. Billetten, der koster 250 kroner, giver adgang til fem scener og 13 koncerter, der spænder over syv timer – arrangementet sendes i øvrigt i radioen, så har du ikke mulighed for at deltage, kan eventen opleves hjemmefra.

Billetterne sættes til salg i morgen, onsdag den 23. oktober, klokken 10.00. Alle Koncerthusets scener tages i brug – fra den åbne Foyerscene i Studie 1 til det lille, intime Studie 3 og ind i den helt store Koncertsal. Aftenen byder på aktuelle P6 Beat-kunstnere som Baby In Vain, De Høje Hæle, The Minds Of 99, Hymns From Nineveh (solo), Spids Nøgenhat, Ponyblod, Kirstine Stubbe Teglbjærg og Troels Abrahamsen. De resterende navne vil blive offentliggjort i november. 


Arrangementet forløber fra 19.00 til 02.00.

Billetter kan findes her, når billetsalget åbner.

ANNONCE