Efter to år vælger Nordisk Film at træde ud som medejer og overlader ejerskabet til den daglige ledelse
Efter en toårig periode er Nordisk Film nu ude af driften på et af Københavns populæreste spillesteder, Pumpehuset. I 2011 blev der indgået partnerskab med Nordisk Film Biografers datterselskab NF Live og den kreative duo Ronnie Hansen og Kristoffer Bramsen, hvor NF Live og Hansen/Bramsen fik ligeværdigt ejerskab over Pumpehuset A/S.
Partnerskabet opstod efter, at Københavns Kommune havde søgt folk, der kunne drive Pumpehuset og samtidig opfylde en række kulturelle krav. Efter den udbudskonkurrence indgik Nordisk Film Biografer et samarbejde med Ronnie Hansen og Kristoffer Bramsen, der siden har udgjort den daglige og kunstneriske ledelse. Nu har Hansen og Bramsen købt NF Live ud og står altså alene tilbage som ejere.
Der er ingen sure miner eller ugler i mosen efter bruddet, fortæller parterne:
- Uden opstartssamarbejdet med Nordisk Film var Pumpehuset i sin eksisterende form ikke blevet en realitet. Kombinationen af likvid risikovillighed og et godt og respekteret brand har været helt udslagsgivende for, at Pumpehuset i rekordfart har kunnet konsolidere sig som gældsfrit, med en sund egenkapital og ikke mindst et fantastisk kunstnerisk udbud. Dette arbejde vil nu fortsætte med den hidtidige ledelse som ejere, og det vil samtidig give os mulighed for at fokusere meget stramt på én strategi. Vi er meget begejstrede for løsningen, siger administrerende direktør Ronnie Hansen.
NF Live er også glade for løsningen:
- Pumpehuset har etableret og navnlig positioneret sig hurtigere, end vi havde turdet drømme om. På kort tid har spillestedet sat et solidt aftryk på kulturlivet i København og samtidig formået at skabe overskud. Vi gik ind i dette, fordi vi ville undersøge, om vi kunne gøre spillesteder til kædedrift ligesom biografer. Det tror vi ikke, vi kan. Vi har erkendt, at der er større forskel på at drive biograf og spillested, end vi havde håbet. Derfor skifter vi strategi og holder os i NF Live til at fokusere på live-events. Vi overlader trygt tøjlerne til Ronnie og Kristoffer, så de kan arbejde videre med det flotte spillested, de har skabt, og er glade for, at de både kan og vil drive det videre uden os, siger direktør i NF, Live Frederik Juul.