Nyhed

Reportage: GAFFA på Reeperbahn Festival, dag 3

Tysklands største og vigtigste musikbranche-festival blev afsluttet med dansk succes lørdag aften. GAFFA var med.

Tyskland har længe haft et godt øje til dansk musik, hvor især sangerinder som Aura, Medina, Tina Dickow og Agnes Obel har klaret sig rigtig godt i det store naboland de sidste par år.

Interessen for dansk musik var også at finde på den netop overståede Reeperbahn Festival, hvor hele 12 danske bands i år var at finde på plakaten, og hvor lørdagens "Danish Night" med fire fremadstormende danske navne var et klart tilløbsstykke.

Arrangementet foregik på det legendariske spillested Indra, hvor The Beatles i starten af tresserne spillede sine første koncerter i den tyske metropol. Aftnen startede med øl, pølser og networking for inviterede repræsentanter fra den danske og internationale musikbranche, inden selve koncerterne skulle i gang.

Stemningen var kogende, og stedet var så fuldstændig stuvende fyldt, at dørmændene allerede lukkede dørene, inden første band, Go Go Berlin, gik på scenen klokken 20.00 klar til at give den gas for den internationale musikbranche.

Bandet har netop udgivet debutalbummet "New Gold" og blandt andet gjort sig bemærket med singlen "Raise Your Head". Stilen er fuldfed, klassisk og beskidt 70'er-rock med kraftige nik til navne som Led Zeppelin, Thin Lizzy og mere glamrockede navne som Sweet og Slade.

Forsanger Christian Vium både lyder som og ligner en ung Rod Stewart i tiden fra The Faces og er en ægte charmetrold, som lige fra starten gør alt, hvad han kan for at få publikum til at klappe i takt og danse med til de bluesrockede toner. Det er stil, attitude, stramme riffs, hooks, fræs og fart over feltet.

Publikum er klar på at lege med, og koncerten udvikler sig til at blive en vaskeægte rockfest. Bandet er selvsikkert, har store armbevægelser og har med deres træfsikre materiale potentiale til kunne tage den hele vejen og skabe sig et solidt navn i udlandet.

Go Go Berlin bliver efterfulgt af de kulsorte piger i Baby In Vain, der har været årets mest hypede band i Rock-Danmark. Det skyldes, at trioen består af tre piger på kun 17-19 år, der spiller en mørk og dyster form for psyche- og grunge-støjrock, som den lød i starten af 90'erne med navne som Nirvana, Sonic Youth og L7. Pigerne har selv udtalt, at deres fans mest består af gamle mænd, der kunne være deres fædre eller ældre endnu, og der er nok noget om snakken, når man kigger ud over publikum denne aften. I hvert fald er det hovedsageligt mænd på de 30 år og opefter, som med salige smil på læben står og rocker med hovedet. Længere oppe foran er der dog mere gang i den med en yngre fanbase – også bestående af piger, som ivrigt headbanger med til de droneagtige sange.

Udtrykket er spændende og gennemført, men samtidig minder det hele lidt for meget om en stiløvelse, hvor der mangler gode melodier til at variere sættet. Pigerne er dog stadig så unge og uprøvede, at det stadig kan nå at komme, og indtil videre må man tage hatten af for deres mod og kompromisløshed.

Turboweekend er aftens mest rutinerede band og får da også aftenens største bifald, da de bliver præsenteret. Bandet har tidligere ad flere omgang turneret i Tyskland og er altid en garant for en gedigen fest med deres funkede, klubbede og sprælske form for electro-rock. Hele salen koger, og der bliver for første gang danset helt igennem, mens man endnu engang bliver imponeret over forsanger Silas Bjerregaards imponerende vokal.

Sidste navn på plakaten ved "Danish Night" er Linkoban (billedet, arkivfoto), som allerede er godt på vej til et stort internationalt gennembrud med sin energiske grime-rave. Debutalbummet "Ox" fra i år har fået rigtig flotte anmeldelser, og singlen "Like This" har blandt andet hittet på Radio 1 i England. Live er hun en rutineret performer med klubkoncerter over det meste af verden i bagagen, og energiniveauet er så højt, som det kan blive, mens hun fuldstændig tager salen med storm.

Den danske aften er overstået, og man må konstatere, at interessen for ny dansk musik i den grad stadig er til stede hos både publikum og den indbudte musikbranche fra Tysland og andre dele af verden. Et flot punktum for årets Reeperbahn Festival, der klart kan anbefales, hvis man er til nye indie-navne og Hamburgs farverige natteliv.

ANNONCE