Nyhed

Spar Nord opretter ny musikpris

Den landsdækkende bank opretter en ny musikpris i samarbejde med musikprojektet Local Heroes

Spar Nord Musikpris er navnet på en ny prisuddeling, der skal støtte landets musikalske vækstlag. Prisen er oprettet af Spar Nord-banken med upcoming-projektet Local Heroes, hvor unge bands varmer op for etablerede navne, som musikalsk motor. Vinderen af Spar Nord Musikprisen får 30.000 kroner samt en weekend i Carpark Norths studie i København. Vinderen bliver fundet blandt de navne, der er blevet valgt som opvarmning for hovednavnene, der til slut skal pege på deres favoritter. Den endelige beslutning bliver derefter taget af en jury fra Local Heroes.

– Vi ønsker at bakke op om de mennesker, som tager initiativ og skaber noget i deres lokalområder. Det er dem, som holder det hele i bevægelse. Her spiller musikere en væsentlig rolle, for sunde musikmiljøer forplanter sig i en række andre aktiviteter rundt om i byerne. Det er oplagt for Spar Nord at støtte de lokale musikere, da vi jo selv er meget lokalt forankret, siger John Lundsgaard, bankdirektør i Spar Nord.

Local Heroes er et projekt, hvor etablerede kunstnere finder lokale opvarmningsnavne via afstemning fra det lokale publikum. Gennem det næste år er det Fallulah, Dúné, Carpark North (billedet) og Specktors, som udbyder opvarmningsjobs i Local Heroes.


– Det er fantastisk at få muligheden for at give en hånd til de mange unge bands, som kæmper for deres musik rundt omkring i Danmark. På den måde er Local Heroes et vildt vigtigt projekt. Der er så utrolig meget talent på den danske musikscene, men det er ikke let for alle at komme igennem nåleøjet. Så vi giver nye bands chancen for at overbevise vores fans og håber i sidste ende, at vi kan være med til uddele Spar Nord Musikpris til et band, som kan bruge det som et væsentligt skridt frem i deres karriere, siger Søren Balsner fra Carpark North.

Ud over hovedprisen bliver der også uddelt en publikumspris, som består af et 25.000 kroners gavekort til instrumentbutikken 4Sound. Her findes vinderen via en afstemning blandt de publikummer, som har oplevet koncerter med Local Heroes-navne gennem det seneste år.

Spar Nord Musikpris bliver uddelt for første gang i maj 2014, og man kan løbende følge musikprisen på Facebook.


ANNONCE