For første gang nogensinde afholdes der i år YouTube Music Awards, hvor Arcade Fire, Lady Gaga og Eminem blandt andre vil optræde
Den 3. november i år afholdes der for første gang YouTube Music Awards, hvor det er brugerne af mediet, der bestemmer, hvem der går hjem med en pris. Showet bliver afholdt i New York Citys Pire 36, og det er filmmager Spike Jonze, som er den kreative hjerne bag projektet.
"Det hele skal virke som en YouTube-video i sig selv," fortæller Spike Jonze i en pressemeddelelse. "Vi er ved at samle en række fantastiske artister og filmmagere for at kunne sende det live – 'tune in' for at se det live."
De nominerede til prisuddelingen bliver offentliggjort den 16. oktober, og det er det samlede globale antal seere og delinger af YouTube-videoer inden for det seneste år, der afgør, hvem der nomineres. Derefter er det brugere af YouTube, der bestemmer, hvem der kan tage en pris med hjem til samlingen ved at dele de nominerede via sociale medier.
YouTube Music Award-showet byder blandt andet på optrædener fra store artister som Arcade Fire, Lady Gaga og Eminem samt mindre kendte som dubstep-violinist Lindsey Stirling og CDZA. Hele showet bliver præsenteret af Jason Schwartzman, som du kan se i introduktionsvideoen herunder.