Nyhed

30 Seconds To Mars kommer til Danmark

I starten af næste år kan danske fans igen opleve Jared Leto og hans bandmedlemmer i Danmark

30 Seconds To Mars udgav tidligere i år deres fjerde album "Love, Lust, Faith + Dreams" og gav i den forbindelse koncert i Tivoli i København tilbage i juni. Nu har bandet igen meldt deres ankomst, hvor fans denne gang kan opleve dem i Falconer Salen den 21. februar 2014.

Koncerten fra juni fik tre stjerner af GAFFAs anmelder Mathias Sommer, der havde følgende kommentar: "Der var ikke specielt meget sammenhæng mellem musikkens verdenssmertende lyrik og den kærlighed og de badedyr, Jared Leto overøste publikum med."

Albummet "Love, Lust, Faith + Dreams" er produceret af sanger Jared Leto i sammenarbejde med Steve Lillywhite (U2, The Rolling Stones, Peter Gabriel), som har co-produceret fire af albummets 12 numre. Lillywhite var også med på bandets forrige album, "This is War". Du kan se videoen til den første single "Up In The Air" fra albummet "Love, Lust, Faith + Dreams" herunder.


Det amerikanske rockband består af de to brødre Jared og Shannon Leto samt Tomo Miličević, der blev medlem af bandet i 2003. 30 Seconds To Mars blev dannet tilbage i 1998 og har siden starten udgivet fire studiealbum.

Billetsalget til koncerten begynder 19. september klokken 10 via Billetlugen.


ANNONCE