De engelske gutter fra Sheffield har gjort det igen. Deres album ”AM” går sin sejrsgang verden over. Også i Danmark.
Fredag er dagen, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort, og vanen tro kigger GAFFA på nyheder og på toppen, der i denne uge stormes af Arctic Monkeys, som med deres femte studiealbum har fejet alle konkurrenter af banen. Pladen udkom den 9. september og fik fem fuldgode stjerner af GAFFAs anmelder Kristian Petersen under overskriften " Selvsikkert og helstøbt rockalbum fra Sheffields mest prominente knægte."
NME-redaktør Mike Williams har kaldt "AM" "absolut og indiskutabelt det mest fantastiske album i deres karriere, og det er måske også den bedste plade de seneste 10 år." Han tilføjer: "Samtidig er det ikke et band, der arbejder på deres absolutte peak – det har vi stadig til gode. Det er et stykke arbejde fra et band, der stadig udvikler sig."
Sidste uges re-entry på andenpladsen, Rodriguez, der er blevet gravet frem til ære og værdighed efter dokumentaren "Searching for Sugar Man", har i denne uge indtaget en mere beskeden plads som nummer 10, med soundtracket fra filmen.
På en tredjeplads finder vi denne uges anden nyhed, som indtages af Signe Svendsen, der er albumaktuel med pladen "Kun De Faldne Rejser Sig Igen." Den danske sangerinde fik sit folkelige gennembrud, da hun, sammen med Rollo og King, vandt det danske melodi grand prix tilbage i 2001. Hun har tidligere turneret med Niels Hausgaard og udgav i 2010 albummet "Ny Passager", der fik fire stjerner med på vejen af GAFFA under overskriften "Dansk sekunda-tv-kendis udsender overraskende god singer-songwriter-debut."
Marie Key, der har ligget nummer et de sidste mange uger med sit folkelige gennembrud "De Her Dage", er rykket ned på en andenplads til fordel for rockdrengene i Arctic Monkeys.
Tracklisten toppes også af en nyhed, Rasmus Seebachs nye single "Olivia", mens streaminghitlisten i spidsen har Katy Perry og "Roar", der er gået op fra sidste uges femteplads. Den mest spillede sang på de danske radioer er Envy og "Am I Wrong?", der går op fra sidste uges andenplads.